Rådgiver: En god strategi kan spare dig for op mod halvdelen af din såsæd i vinterraps
Man kan spare op mod det halve af sin såsæd og samtidig fastholde udbyttet ved korrekt etablering af vinterraps, forklarer planterådgiver hos Fjordland.

Det kan godt betale sig at lægge en god strategi forud for etableringen af vinterrapsen, da man kan spare op mod halvdelen af sin såsæd væk og stadig holde udbyttet, påpeger Fjordland. Arkivfoto
Nye teknologier betyder nye muligheder, og det gælder også i landbruget. Det kan godt betale sig at lægge en god strategi forud for etableringen af vinterrapsen, da man kan spare op mod halvdelen af sin såsæd væk og stadig holde udbyttet, lyder det fra Fjordland.
I dansk planteavl, hvor marginerne kan være små, kan det godt betale sig at tage den besparelse med, forklarer planterådgiver Nikolai Sørensen fra Fjordland.
- Nye afprøvninger peger på, at man kan nøjes med omkring 20 planter per kvadratmeter og i nogle tilfælde helt ned til 10 planter per kvadratmeter, forudsat at man lægger en fornuftig gødningsstrategi og sår rettidigt. Det gode landmandskab skal være i fokus, så er der penge at spare, uden det koster på udbyttet, siger han.
Nikolai Sørensen fastholder, at et godt såtidspunkt typisk vil ligge mellem den 10. og 25. august, men at det er sortsafhængigt samt lokalitetsbestemt, hvorfor man bør rådføre sig med en rådgiver, når man skal vælge både udsæd og såtidspunkt.
Hav styr på jorden
En vigtig faktor i forhold til, hvor meget man kan tillade sig at skrue ned for sit plantetal ved etableringen, er spørgsmålet om, hvor udsat man er for snegleangreb.
Hvis man har historik for snegleangreb i marken – og særligt, hvis man arbejder med pløjefri etablering og nedmulder sin halm – skal man muligvis fortsat stadig arbejde ud fra et forsigtighedsprincip, forklarer rådgiveren.
- Tidligere har vi anbefalet et plantetal på 35-40 planter per kvadratmeter ud fra et forsigtighedsprincip, som tager højde for snegleangreb, eventuel dårlig fremspiring samt udvintring af planter til vinter, siger han og fortsætter:

- Nye afprøvninger peger på, at man kan nøjes med omkring 20 planter per kvadratmeter og i nogle tilfælde helt ned til 10 planter per kvadratmeter, forudsat at man lægger en fornuftig gødningsstrategi og sår rettidigt. Det gode landmandskab skal være i fokus, så er der penge at spare, uden det koster på udbyttet, siger planterådgiver Nikolai Sørensen. Foto: Fjordland
- I dag er teknologien moden til at sænke plantetallet, da frøene bliver placeret meget mere præcist i jorden ved etablering.
Der er dog nogle ting, man skal have styr på, inden man sparer på indkøbet af såsæd. Det starter som altid med at tænke forud for sæsonen, når der skal vælges sorter.
- Den vigtigste faktor i forhold til at holde udbyttet med lavt plantetal er at vælge en sort, der passer godt til din jord og lokalitet. Derudover er gødningsstrategien – især i efteråret – og det gode håndværk helt generelt meget udslagsgivende for udbyttet, siger rådgiveren.
IPM-principper
En yderligere fordel ved at reducere plantetallet er, at rapsplanterne vil have mindre tendens til at strække sig, når plantetallet er lavere. Det betyder også, at man formentlig også kan hente en besparelse på vækstregulering af rapsen.
- Det er sådan set sund fornuft og i tråd med godt landmandskab at sænke plantetallet, hvis det er muligt. Alt andet lige kan man holde det samme udbytte og desuden også spare på kemien, hvilket er i god tråd med IPM-principperne, fortæller Nikolai Sørensen og fortsætter:
- Man skal sørge for ikke at så i for hård og komprimeret jord. Planterne skal have god mulighed for at danne et godt rodnet i efteråret – det er alfa og omega. Mange vælger i dag at dybdeharve eller grubbe jorden forud for såning. Det giver en god struktur og giver rødderne god mulighed for at udvikle sig.
Nikolai Sørensen afslutter med en bemærkning om, at der bør komme mere fokus på forsøg med plantetal i fremtiden.
- Det er marginalerne, der tæller i dansk planteavl. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat har fokus på at finde det optimale plantetal hos avlerne. Det vil kunne gøre en forskel på bundlinjen for den enkelte landmand.
Det er sådan set sund fornuft og i tråd med godt landmandskab at sænke plantetallet, hvis det er muligt. Alt andet lige kan man holde det samme udbytte og desuden også spare på kemien, hvilket er i god tråd med IPM-principperne.
Nikolai Sørensen, planterådgiver, Fjordland