Naturli’ fokus på plantebaserede fødevarer
Ny fødevarekultur blandt den yngre generation har skabt ny stigning i salget af plantebaserede fødevarer og nye muligheder for planteavlerne, der er indstillet på at gå nye veje.

Julie Torp-Thomsen, planteavlschef i Østdansk Landboforening, fungerede som ordstyrer på mødet, hvor Henrik Lund, administrerende direktør i Naturli’ Foods, fortalte om de grønne tendenser hos især den yngre generation. Foto: Jesper Hallgren
Tendensen har været klar gennem flere år. I forbindelse med de daglige indkøb putter flere og flere danskere stigende mængder af plantebaserede fødevarer i indkøbskurven.
Især blandt den yngre generation af befolkningen er der stor fokus på plantebaserede fødevarer, der også står højt på dagsordenen hos mange politikere, der ind imellem sågar næsten gerne vil være med til at bestemme ingredienserne til menuen i de danske hjem.
Plantebaserede fødevarer var også i centrum, da planteavlskonsulenterne i Østdansk Landboforening – med planteavlschef Julie Torp-Thomsen i spidsen – for nylig havde inviteret medlemmerne til et fyraftensmøde med tre spændende indlæg på programmet.
Inger Bertelsen, chefkonsulent for det nyåbnede Innovationscenter Økologisk Landbrug, orienterede om en række økologiske forsøg – flere af dem sammenlignet med konventionelle forsøg.
Det var interessante tal for de fremmødte planteavlere i Rønnede, hvor Christian Christensen og Henrik Lund, administrerende direktør i henholdsvis Dryk og Naturli’ Foods, begge kom ind på den store grønne omvæltning hos forbrugerne.
Dryk-fabrik på Sjælland
Både i Danmark og mange andre lande er befolkningen i stigende grad fokuseret på at indtage de mere klimavenlige produkter fra blandt andet Dryk og Naturli’, som gennem flere år derfor også har haft stigende eksport og foretaget massive investeringer for at følge med efterspørgslen.
På mødet meddelte Christian Christensen også, at Dryk arbejder på at opføre en fabrik på Sjælland – formentlig et sted i det sydøstlige Sjælland.
Han fortalte således at både Stevns og Vordingborg lige nu er i spil til den kommende fabrik, som vil koste mellem 160 og 170 millioner kroner og skal stå færdig i sommeren 2023.
Dryk producerer i dag blandt andet quinoa, havre og ærtedrikke ved Klippinge på Stevns, men råvarerne kommer ikke fra de lokale planteavlere, der skal være klar på omstilling for at komme med på den »grønne bølge«.
Naturli’-direktør driller
Naturli’-direktøren Henrik Lund så også gerne, at flere af råvarerne kom fra danske landmænd, som tilsyneladende har svært ved at følge med udviklingen og den store efterspørgsel.
- Vi har 100 produkter inden for 10 forskellige kategorier, og hele 97 procent af vores produkter bliver produceret i Danmark, fortalte Henrik Lund og påpegede, at Naturli’ efterhånden kan levere alle former for plantebaserede fødevarer – inden for både mejeri- og kødprodukter.
Han fortalte også med stor begejstring om udviklingen for isfabrikken i Thy, som på ganske få år er blevet udvidet tre gange og er blevet et fantastisk is-eventyr.
Henrik Lund er selvfølgelig meget tilfreds med, at Naturli’ har fundet mange gode opskrifter, der er faldet i forbrugernes smag, og han har også en enkel opskrift på at løse klimakrisen.
- Vi skal bare spise plantebaserede fødevarer, fastslog Henrik Lund, der også fortalte, at han ind imellem gerne benytter lejligheden til at drille Arla og Danish Crown, som – trods klimavenlige tiltag – begge producerer produkter under langt højere CO2-belastning.