Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Den nye plantedækkebekendtgørelse, som blandt andet beskriver reglerne for de pligtige og husdyreefterafgrøder er netop sendt i høring.

Her er der lagt op til, at der fra næste år er udsigt til, at man ikke bliver straffet lige så hårdt for at så målrettede, pligtige- og husdyr-efterafgrøder efter fristen 20. august.

Det kvotetræk på op til 65 kg kvælstof pr. hektar, som man kunne blev ramt af, hvis man i 2021 såede efterafgrøderne efter fristen, bliver nu sat ned til 48 kg. kvælstof pr. hektar.

Torben Hansen, formand for planteproducenterne i Landbrug & Fødevarer, glæder sig over, at reduktionen i kvælstofkvoten ved etablering senere end 20. august nedjusteres.

- Vi har længe kæmpet for mere fair og fagligt korrekte kvotereduktioner i de »fleksible frister«, og nu viser forsøgsdata, at der er fagligt belæg for at reducere dem væsentligt. Der udestår desværre stadig en model for at justere de tre så-intervaller til dagsbasis, siger Torben Hansen

Han glæder sig også over, at de kvælstoffikserende efterafgrøder får en smule mere fleksibilitet. 

- Her bliver det muligt at anvende cikorie og græs i blandinger med de kvælstoffikserende arter. Men som vi efterhånden er så vant til, er det ikke uden en bagside. Cikorie og græs i blandinger med kvælstoffikserende arter, skal nemlig være sået senest d. 1. august. Derfor bliver der fremover endnu en dato, da de kvælstoffikserende efterafgrøder dermed får to datoer – den 1. og 20. august, siger Torben Hansen.

Han understreger, at Landbrug & Fødevarer fortsætter arbejdet med at presse på for at få mere fleksibilitet i efterafgrødereglerne og flere virkemidler i spil i reguleringen.
 

Planter