Etablering af vårsæd i et vådt forår

Er det en regnfuld februar-marts kan forårspløjning og gylleudbringning blive forsinket så længe, at en sen såning giver udbyttetab. Her bør man overveje at undlade pløjning og vente med gylle til efter fremspiring, lyder det fra Seges.

En god etablering er et afgørende grundlag for en god høst.

For at lave et godt såbed kræves at jorden er så tør, at jorden kan smuldre ved harvning, hvilket ikke altid er tilfældet i et regnfuldt forår.

Meget nedbør på lokaliteterne med kold svær jord betyder, at hvis man venter med gylleudbringning og forårspløjning til jorden er tjenlig, bliver forårssåningen forsinket i en grad, så der er reel risiko for udbyttetab.

- Det vil sige, at man kan få udbyttetab ved at vente på optørring, men man vil også få udbyttetab ved for tidlig forårspløjning og etablering i våd jord med knoldet såbed, ringe fremspiring, langsom vækststart og gode betingelser for snegle til følge, påpeger Seges.

- Vårsæd har en kort vækstsæson og kvitterer udbyttemæssigt for en tidlig etablering, men der er først betydelige udbyttetab ved såning efter 20. april. Frem mod 1. maj er udbyttetabet omkring 10 procent, hvilket hurtigt er sat over styr ved en dårlig etablering.

Øverlig harvning

Ved at undlade pløjning af den våde lerjord kan man tidligere og hurtigere lave en god etablering i lerjorden, da et mindre jordlag behøver at være tilstrækkelig tørt, for at lave et godt såbed uden knolde.

- Når overjorden er stærk og tør nok til færdsel, kan man derfor starte med en let, ganske øverlig harvning, for at bryde overfladen og øge udtørringen. Herefter afventes såbedsharvning, påpeger Seges.

Hvor dybt der skal såbedsharves afhænger af spor, jord og såmaskine?

- Hvis en våd høst har efterladt dybde spor, skal disse udjævnes og vil ofte kræve en forholdsvis dyb harvning. Her vil jorden formentlig også være pakket og have behov for løsning.

- Tag derfor en spade eller et spyd med i marken og tjek, om der er et pakket lag i overjorden. I så fald skal harvedybden være lige under det pakkede lag.

Forårsture med jordspyddet kan give indtryk af overraskende lille modstand mange steder.

Såbedsharvning

- Når der såbedsharves må der ikke hives store knolde op. Så er man for tidligt ude og bør afvente yderligere udtørring eller eventuelt reducere arbejdsdybden.

Har man en overjord med tre til fire procent humus eller har man hyppig halmnedmulding, kan man ofte reducere harvedybden og alligevel opnå et godt såbed.

Harvedybden skal være tilstrækkelig til at sikre, at kernerne bliver placeret i optimal sådybde på tre til fire centimeter på en fast og fugtig bund og med relativ løs jord på toppen. Denne faste bund skal sikre fugt via kapillareffekt til kernen.

Hvor der ikke er pakningsskader, vil en såbedsharvning svarende til den ønskede sådybde ofte være tilstrækkelig.

Så ikke for dybt

Når man ikke pløjer, er jorden mere fast.

- Det betyder, at sådybden ikke behøver at være så dyb for at sikre kontakt mellem kerne og fast jord. Kommer kernerne dybt i jorden, betyder den faste og køligere jord en langsommere fremspiring. Og det er der ingen grund til. Så hellere lidt øverligere sådybde, understreger Seges.

Er der ikke anvendt glyphosat i efteråret, bør marken nedvisnes med glyphosat inden første opharvning for at undgå at tidligere fremspiret græs- og tokimbladet ukrudt fortsætter sin vækst.

Anvend 360-720 gram aktivstof per hektar afhængig af ukrudtets størrelse og type.

Vent med gylle

Gylle bør ikke køres ud på våd lerjord. I våde år vil det i praksis umuliggøre, at der køres gylle ud før pløjning.

Uanset om man vælger såning uden foregående pløjning eller om man fastholder en strategi med forårspløjning, anbefales det i våde år vente med at udbringe gylle til efter fremspiring.

Udbring gyllen med slæbeslanger, når afgrøden er kommet godt fra start. Overvej eventuelt at anvende en gylleudlægger for reduktion af jordpakning i gyllesporene.

Kvælstofudnyttelsen kan øges ved tilsætning af syre, som især er relevant i blæsende, varmt vejr og i vårbyggens tidlige vækststadier.

Læs også