Nye gødningsdata i ESGreen Tool gør det lettere at skrue på de rigtige klimaknapper

Det digitale klimaværktøj ESGreen Tool er netop opgraderet med de nyeste gødningsregnskaber fra Landbrugsstyrelsen. Dermed er værktøjet nu blevet endnu bedre til at fortælle, hvilke klimaknapper du kan skrue på for at reducere udledningerne fra bedriften mest muligt.

Det kan være svært at overskue, hvilke klimatiltag der har den største effekt på at reducere bedriftens CO2-udledning. Giver det for eksempel den største klimagevinst at køre gyllen til biogas? At bruge nitrifikationshæmmere i marken? At tilsætte fedt til foderet i kvægstalden? Eller skal der sættes ind et helt andet sted?

For at kunne beregne hvilke klimatiltag, der virker bedst, har Seges Innovation i samarbejde med Forenet Kredit, Nykredit og Innovationscenter for Økologisk Landbrug udviklet det digitale klimaværktøj ESGreen Tool.

ESGreen Tool bygger på internationalt anerkendte beregningsmetoder, og nu er værktøjet blevet udvidet med de nyeste gødningsregnskaber fra Landbrugsstyrelsen. Dermed bygger beregningerne på data fra afgrøder, der er høstet i 2021.

Test effekten af tiltag

- Med de nye gødningsdata er ESGreen Tool blevet endnu bedre til at lave scenarier for, hvilken effekt forskellige klimatiltag på bedriften vil have. Landmanden kan bogstaveligt talt teste direkte på computeren, hvordan de mulige tiltag virker i praksis, siger digital leder Jens Bligaard fra Seges Innovation.

- Dermed gør værktøjet det endnu lettere at træffe en beslutning om, hvilke klimaknapper der kan skrues på for at reducere udledningerne bedst muligt i forhold til omkostningerne, siger Jens Bligaard.

ESGreen Tool er det første i Danmark, der kan beregne klimaaftrykket på en bedrift og derudfra lave scenarier for effekten af forskellige klimatiltag.

Få styr på klimaaftrykket

Hvis man som landmand er i tvivl om valget af klimatiltag, anbefaler Jens Bligaard at kigge på scenarierne i klimaværktøjet sammen med sin rådgiver og få sparring om valg af de rigtige klimatiltag. Det vigtigste er, at man kommer i gang, understreger han.

- Vi ved alle, at regeringen har stort fokus på landbrugets drivhusgasudledninger. Vi ved bare ikke, hvad der konkret sker, eller hvornår det kommer. Derfor vil jeg klart anbefale, at man allerede nu får styr på sit klimaaftryk og finder ud af, hvordan ens CO2-udledninger mest meningsfyldt kan nedsættes. Så man er klar, når den nye virkelighed rammer landbruget, siger Jens Bligaard.

Mere end 1.000 landmænd har allerede været i gang med ESGreen Tool. Prisen for et abonnement på ESGreen Tool afhænger af bedriftens hektarareal og starter ved 495 kroner pr. år.

Læs mere om ESG

ESG-rapporten kan være en hjælp for landmanden til at tiltrække investeringer. Målet med ESG er at skabe en ansvarlig forretningsmodel, der gavner både virksomheden og samfundet.

Læs mere her

Læs også