Gode råd i spinatmarken
Der var fokus på spinatplanter, da Østdansk Landboforening for nylig havde vejkantsmøde på Fuglsang-Tybjerggaard.

På vejkantsmødet gav konsulent Søren Holmgren (yderst til højre) en gennemgang af såvel en spinat som en vårbyg og tre vinterhvedemarker.
- Enten så virker det, og så høster vi sindssygt meget, eller også slipper vi helt for at høste.
Sådan lød det fra driftsleder på Fuglsang-Tybjerggaard, Mads Wisborg, da han på Østdansk Landboforenings seneste vejkantsmøde kommenterede på den 29 hektar store spinatmark ved Herlufmagle mellem Næstved og Ringsted.
Ordene faldt efter en gennemgang af spinatmarken, som blev foretaget af konsulent Søren Holmgren. Han betegnede marken som velanlagt i et godt såbed, og hvor der var gjort en god indsats for at minimere ukrudtstrykket inden såning.
- Blandt andet er det vigtigt at sørge for i videst muligt omfang at rense marken for agerstedmoder, storkenæb og hejrenæb, påpegede Søren Holmgren foran de fremmødte.
- Det er i år første gang, at Fuglsang-Tybjerggaard har en spinatmark med han- og hunplanter, der laver hybridplanter til brugsfrø, forklarede Søren Holmgren videre og fandt, at marken har haft en god etablering med fin fremspiring og var radrenset flot for det ukrudt, som jordmidlerne ikke havde taget.
Samtidig slog han fast, at kan man undgå radrensning, er det fint, da netop denne metode kan give sten på jorden, som kan være en ulempe ved ikke mindst spinathøst, hvor man samler frøstænglerne fra jorden.
Flere frø fra stressede planter
Videre fortalte Søren Holmgren, at der flere steder er lavet forsøg med at stresse og provokere planterne, da de så kan give lidt flere frø.
Søren Holmgren og Mads Wisborg havde på et nyligt markbesøg drøftet denne mulighed, og Mads Wisborg kunne derfor på vejkantsmødet fortælle, at det skulle prøves.
- Selv om spinaten nu står flot, vil vi prøve at tage nogle runder med tromlen for at se, om spinaten sætter flere frø, hvis man tromler, lige inden den begynder at strække sig for at sætte frø. Det skal prøves, for at se om det virker.
I den videre strategi for marken – og afhængig af vejret, anbefalede Søren Holmgren at lægge en svampesprøjtning ind, ligesom han anbefalede at kigge godt efter lus.
- Det er dog ikke sikkert, at lus kommer til at udgøre et stort problem i år, da vi har konstateret, at rigtig mange mariehøns har overvintret godt i den milde vinter, og måske kan de klare lusene, inden de rigtig når at få etableret sig.