35 landmænd brugte en formiddag hos Elsnab Landbrug I/S i Vendsyssel for at se nærmere på skrælpløjning.
Selvom vejrudsigten sagde høst, fandt 35 landmænd og andre interesserede alligevel til demonstration af skrælpløjning, som Agri Nord tirsdag afholdt hos Elsnab Landbrug I/S i Ulsted i Vendsyssel.
Skrælpløjning er en disciplin, hvor ploven indstilles til kun at pløje i halv dybde, så landmændene hurtigt kan få etableret deres efterafgrøder – især hvis de kan så efterafgrøderne i samme arbejdsgang.
- Det er især interessant her i Nordjylland, hvor det kan være svært at nå at etablere efterafgrøderne, siger økologichef i Agri Nord, Thomas Vang Jørgensen.
Metoden gør, at efterafgrøderne etableres godt og kommer hurtigt i gang.
- Man får et godt såbed til efterafgrøderne, fordi man lige får iltet jorden og sat gang i omsætningen af planterester. Det betyder, at der frigives næringsstoffer som kvælstof, fosfor og kalium, der er god næring til efterafgrøderne, forklarer Thomas Vang Jørgensen.
I sidste uge havde Agri Nord etableret en forsøgsparcel med efterafgrøder, der var sået efter en skrælpløjning, og det var en tilfreds økologichef, der kunne vise 10 centimeter lange spirer frem ved dagens demonstration.
Demonstration
Jens Iversen, der er ekspert i indstilling af plove, demonstrerede skrælpløjning med en skrælplov af mærket Ovlac med både såudstyr og pakker. Derudover viste han, hvordan man indstiller en almindelig plov til skrælpløjning.
Der findes kun én anden skrælplov på det danske marked, og det er en Kverneland-plov, som Farmas demonstrerede.
Økologer kan også bruge skrælploven som et værktøj til ukrudtsbekæmpelse, oplyser Agri Nord.
mip