Snart løber årets store begivenhed for planteavlere af stablen, og i år byder LMO Plantetræf på rigtig mange spændende forsøg i marken.
 
- Som de fleste planteproducenter husker, så var efteråret udfordrende og mange fik slet ikke sået det de havde planlagt.  Alligevel er det lykkedes, at få etableret en flot forsøgsmark, hvor vi viser eksempler på en lang række af de forsøg, som forsøgsafdelingen året igennem foretager rundt omkring hos forskellige landmænd, fortæller Ole Møller Hansen, der er afdelingsleder i LMO Planteavl.
 
Inspiration til egen bedrift
I demomarken er der anlagt et meget stort antal parceller med forskellige sorter, gødninger og planteværnsprodukter, hvor forskellige strategier er afprøvet.
 
- I løbet af dagen får man rig mulighed for deltage på de forskellige poster, hvor vore dygtige planteavlsrådgivere fortæller, hvordan man helt konkret kan bruge resultaterne hjemme på egen bedrift, siger han.
 
Udover LMOs planteavlskonsulenter er der repræsentanter fra de førende gødningsfirmaer, såsædsfirmaer, kemikaliefirmaer mfl. Mange produkter er afprøvet på demonstrationsarealerne, og til plantetræffet vil de orientere om resultaterne og om brugen af deres produkter.
 
- Der lægges stor vægt på, at LMO Plantetræf giver et bredt indblik i en lang række forskellige produktions- og behandlingsmåder, og det er også derfor, at vi inviterer en lang række forskellige firmaer til at deltage, understreger Ole Møller Hansen.

LMO Plantetræf 2018 finder sted torsdag den 7. juni  på forsøgsarealerne ved Lyngbygaard nær Harlev. Det er muligt at deltage gratis i de forskellige rundvisninger med guidede ture.
Planter