Merrild: - Minkbranchen risikerer total udslettelse

Formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, er nervøs for måden den store minkaktion bliver håndteret på. Han mener, at man i værste fald risikerer at tvinge hele minkbranchen i knæ.

Covid-19 har sat sit jerngreb om den danske minkproduktion i Nordjylland og har rundet 63 minkbesætninger i landet. Fødevareministeriets erstatningsordning har skabt både forvirring og frustration.

Fra L&F-formand Martin Merrild, der selv er minkavler, lyder det, at Landbrug & Fødevarer i denne tid står skulder ved skulder med minkbranchen i at få situationen med nedslagning af mink på grund af Covid-19 under kontrol og løst på rimelige vilkår.

Ifølge formanden risikerer man  at lukke en hel dansk branche med myndighedernes krav om nedslagning af dyr i otte kilometers radius fra inficerede farme, og risikerer i værste fald at tømme Danmark for mink.

- Vi tager naturligvis coronasituationen dybt alvorligt, og selvfølgelig skal zoonoser - altså sygdomme der kan ramme både dyr og mennesker - håndteres med forsigtighed og respekt. Men det faglige grundlag for den nuværende nedslagningsstrategi er meget svag. Hertil kommer, at myndighederne ikke synes at have tilstrækkelig kapacitet til den omfattende nedslagning, lyder det fra Martin Merrild i sit formandsnyhedsbrev. 

De uskyldige minkavlere

At se flagene på halv i byen Gjøl, hvor aflivningsaktionen startede i torsdags, har ifølge formanden berørt ham dybt. Han mener, at presset er umenneskeligt for de berørte minkavlere, der skal have op mod fire millioner mink aflivet. 

Han sender han sine tanker ud til de minkavlere, der lige nu må se deres besætninger og livsværk blive ramt og ødelagt helt uden egen skyld.

- Vi kan altså ikke give minkavlerne skylden og omkostningerne ved, at hele verden lider under en smitsom pandemi. Her må minkbranchen forvente at blive kompenseret på en måde, så vi ikke smadrer en branche, der særligt i landdistrikterne leverer rigtig mange arbejdspladser. Hvordan holder vi ellers pelserier og fodercentraler kørende i områderne de kommende måneder, skriver han.


Kopenhagen Fur har stået for udmeldinger

Meldingen i nyhedsbrevet er den første større udmelding fra L&F siden minkaflivningerne begyndte i sidste uge. Fra Martin Merrild lyder det, at siden krisen begyndte har L&F dog været i tæt samarbejde mellem Kopenhagen Fur. L&F's veterinære og juridiske eksperter har stået Kopenhagen Fur bi med diverse udredninger. I L&F har man ladet bestyrelsen i Kopenhagen Fur træffe de politiske beslutninger, skriver L&F-formanden.

Ifølge Martin Merrild har det været vigtigt at støtte op om den danske minkproduktion.

- Her i landet foregår minkproduktionen under kontrollerede forhold. Det er ingen overdrivelse at sige, at dansk minkproduktion er uden sidestykke i verden. Avl af mink i Danmark baserer sig på videnskabelige forskningsresultater, både hvad angår pasning, genetik og dyrevelfærd, og produktionen foregår naturligvis under offentlig kontrol. Det hele må vi ikke miste.

Landbrug og Fødevarer sætter nu alle kræfter ind på, der i den kommende uge træffes de rigtige og ansvarlige politiske beslutninger vedrørende de berørte minkfarmere.

vcg

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også