Mens arbejdet i de 23 lokale treparter i denne uge for alvor er kommet i gang med de første lokale møder, står det klart, at der er elementer i lovgivning og administration, der kan sætte en stopper for nogle af de grønne tiltag i landbruget.

Til et debatmøde i denne uge havde landmand Finn Eskelund Andersen besøg af en stribe folketingspolitikere, en borgmester og repræsentanter fra L&F Centrovice på gården i Frørup udenfor Nyborg.

Blandt de besøgende var formand for Centrovice, Torben Povlsen, der sidder med i samtlige fire lokale treparter på Fyn.

Meget arbejde tilbage

Og selvom trepartsaftalen er forhandlet færdig på Christiansborg, og det nu er mere op til kommunerne, landbruget og Danmarks Naturfredningsforening at få sat skub i udmøntningen af aftalen, er der stadig behov for, at der bliver gjort et solidt stykke arbejde i Folketinget, mener Torben Povlsen.

- Der bliver nødt til at være et smidigt system bag treparten, der sikrer, at støtteordningerne fungerer, og at de mange milliarder i treparten rent faktisk kommer ud at arbejde lokalt og hos den enkelte lodsejer, sagde Torben Povlsen under arrangementet.

Formanden betonede desuden, at det er vigtigt at forfølge flere fordele, når arealer gennem jordfordeling skifter hænder. Eksempelvis bør staten hele tiden opkøbe jord, der kan komme i spil, så landmænd kan samle deres produktion og optimere arronderingen.

- Det gælder om at tænke multifunktionelt, sagde Torben Povlsen videre.

I slutningen af 2024 blev der netop gennemført et stort multifunktionelt jordfordelingsprojekt på Fyn, der resulterede i udtagning af 600 hektar jord, som skal sikre rent drikkevand, optage CO2 og reducere udledningen af kvælstof.

Der vil komme benspænd

Men selv om man er kommet i gang med klimaindsatsen flere steder i Danmark, måtte deltagerne ved mødet erkende, at der i de kommende år vil komme benspænd.

Der var dog samtidig enighed om, at både landbruget og kommunerne har viljen til at få ryddet begrænsende faktorer af bordet.

Borgmester i Nyborg, Kenneth Muhs (V), var også med til mødet, og han havde en bøn til politikerne fra Folketinget:

- Vi vil gerne have ro til at løse opgaven. Og jo mindre bøvl vi oplever, jo bedre, for vi har travlt, sagde borgmesteren, der også er næstformand i Klima- og Miljøudvalget hos Kommunernes Landsforening.

Diger blev drøftet

Et konkret eksempel på noget, der kan spænde ben for projekter, der skal hjælpe med at nå trepartens mål, er diger. Museumslovgivningen betyder, at selv uanselige diger uden særlig kulturhistorisk værdi kan blokere for eksempelvis etableringen af et minivådområde.

Kenneth Muhs pointerede, at reglerne kun gælder på landet, mens diger i byområder ikke er beskyttet.

Rundt om bordet på mødet på Fyn var der enighed om, at det måske er på tide at tage museumslovgivningen op til revision – et synspunkt, som blandt andet L&F Centrovice længe har advokeret for.