Minister overvejer hårdere straffe for gylle på frosne marker
Trepartsminister Jeppe Bruus langede på et samråd onsdag ud efter dem, der kører gylle ud på frosne marker, og slog fast, at han er klar til at overveje hårdere straffe.

Udbringning af gylle må kun foregå, når jorden ikke er frossen, som det sker på billedet her. Arkivfoto: Erik Hansen
Det er godt en måned siden, at politiet flere steder i Danmark måtte rykke ud med bødeblokken for at straffe landmænd i forbindelse med ulovlig spredning af gylle på frosne marker.
Ifølge Danmarks Sportsfiskerforbund fandt overtrædelserne sted i 13 kommuner i Jylland og på Fyn. Ifølge organisationen var det andet år i træk, at den ulovlige praksis fandt sted, og onsdag blev der sat lup på problemstillingen i et samråd i Folketingets Miljøudvalg.
Her havde Enhedslistens landbrugsordfører Søren Egge Rasmussen inviteret trepartsminister Jeppe Bruus på besøg for at få hans besyv på sagerne. Ifølge Egge Rasmussen er konsekvenserne for vandmiljøet alvorlige i den slags tilfælde.
- Når gyllen ikke kan sive ned i jorden, løber den mange steder direkte ud i søer og vandløb, hvor den dræber alt liv. Og på lidt længere sigt forurener gylleudslippene kystvandene med kvælstof og fosfor, sagde han og tilføjede, at der mangler overblik over problemets omfang fra myndighedernes side.
Samtidig ville landbrugsordføreren høre, om de gældende regler på området efter Jeppe Bruus’ mening er tilstrækkelige.
- Noget svineri
Og det tyder dele af trepartsministerens svar på, at reglerne ikke er. Han gav samtidig en opsang til dem, der kører gylle ud, når jorden er frossen.
- Når man tager gylle og spreder det ud på frossen jord, så er det i bogstaveligste forstand noget svineri. Og jeg nægter at tro, at der er nogen, der gør det, der ikke er klar over, at den gylle går direkte ned i vores vandløb, med de konsekvenser, der er forbundet med det, sagde Jeppe Bruus.
Han kaldte det udtryk for dårligt landmandskab, og pointerede, at den ulovlige praksis er med til at sætte hele erhvervet i et dårligt lys.
I sin motivering for samrådet lød det også fra Egge Rasmussen, at straffen for at køre gyllen ud på de frosne jorde, var alt for lille.
- En købmand kan få en bøde på 50.000, hvis han ved et uheld sælger en flaske sprut til en mindreårig. Men hvis der sker en ulovlig udbringning (af gylle, red.), som er helt bevidst, så risikerer man en bøde på 5-10.000 kroner, sagde Søren Egge Rasmussen.

Udbringning af gylle må kun foregå, når jorden ikke er frossen, som det sker på billedet her. Arkivfoto: Erik Hansen
- Lovbrud må ikke være en fordel
Han kaldte straffen »for at slå en sø eller et vandløb ihjel« for ude af proportioner. Og det lod Jeppe Bruus til at tage til efterretning. Han sagde, at han er klar på at se, om der er en økonomisk fordel ved at overtræde loven, fremfor at skille sig af med gylle på lovlig vis.
- Jeg har selvfølgelig en forventning om, at reglerne overholdes, og til den anden del omkring sanktionsniveau, det er jeg sådan set også åben over for at kigge på, i forhold til, om det er proportionelt med de omkostninger, der er forbundet (med lovlig aflevering af gylle, red.), sagde Jeppe Bruus og fortsatte:
- Det er klart, det kan ikke være en situation, hvor det er billigere at sprede det ud på markedet, hvis man i øvrigt er ligeglad med det, frem for den investering, der så er i at få det opbevaret et andet sted. Hvis det er sådan, og det er sådan, jeg hører det, så siger jeg bare her, at det er jeg selvfølgelig klar til at belyse nærmere og kigge på, sagde trepartsministeren.
I næste uge skal Folketinget tredjebehandle et nyt lovforslag på området, der vil give netop trepartsministeren lov til at fastsætte regler om, at kontrollen af beholdere til opbevaring af gylle og ensilagesaft skal foretages af virksomheder, som er akkrediteret til at udføre beholderkontrollen.
Lovforslaget siger dog ikke lige nu noget om at øge straffen for at køre gylle ulovligt ud på frosne marker.