Rød valgsejr kan udløse sprøjteforbud og millionregning
Hvis det kommende folketingsvalg ender med en sejr til rød blok, tyder alt på et indgribende sprøjteforbud på grundvandsdannende jorde.

Meget tyder på, at et sprøjteforbud på grundvandsdannende områder kan blive en af konsekvenserne, hvis valget ender med en sejr til rød blok. Arkivfoto
Det eneste rigtige for drikkevandet i Danmark er at indføre et forbud mod at sprøjte ved grundvandsdannende jorde. Det mener miljøminister Magnus Heunicke (S), der dermed bakkker op om det forslag, der har groet på venstrefløjen i starten af valgkampen. Det skriver Jyllands-Posten.
Rød blok har været i teten, siden valget blev udskrevet i sidste uge, og senest har en måling, lavet af Epinion for DR og Altinget, vist, at miljø og klima fortsat er blandt de vigtigste emner for danskerne ved dette valg. Og i en meningsmåling, der er lavet af Voxmeter, står rød blok til 48,7 procent af stemmerne mod 44,2 procent til blå blok.
Spørgsmålet er så, hvad der skal ske for de landmænd, der bliver ramt af, hvad L&F-formand Søren Søndergaard har kaldt en de facto ekspropriation. Alternativets leder Franciscka Rosenkilde erkender, at der som sådan ikke har været tale om lovbrud. Og det kan få indflydelse, mener hun.
- Problemet lige her er, at rigtig mange landmænd bare har overholdt loven. Så derfor kan der godt være et spørgsmål om noget kompensation i første omgang, og det er vi villige politisk til at kigge på og finde de penge, siger hun til Jyllands-Posten.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) medgiver, at et sprøjteforbud vil have karakter af ekspropriation af nogle landbrug. Arkivfoto
Et spørgsmål om ekspropriation
Men er der så enighed om en sådan holdning? Ikke, hvis man spørger Pia Olesen Dyhr fra SF.
- Jeg vil bare sige, at når vi normalt laver lovgivning i Danmark, f.eks. om luftkvalitet eller spildevand, så har danske virksomheder været nødt til at rette ind. De har ikke fået kompensation. Der har vi åbenbart fået en praksis om, at når landbruget skal regulere, så skal de kompenseres. Det vil jeg gerne anholde, siger hun til avisen.
Ifølge en udregning, der er lavet af Miljøministeriet, vil det medføre en regning på cirka 350 millioner kroner at indføre forbuddet, hvorimod det vil koste milliarder at skulle rense drikkevandet efterfølgende.
I en kommentar til avisen erkender miljøminister Magnus Heunicke (S), at et sprøjteforbud hos nogle landmænd vil have karakter af ekspropriation, og at man derfor, også i rød blok, må acceptere et sådant udfald.















































