Miljøminister Lea Wermelin (S) bliver nu af Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen afkrævet svar på en række skriftlige spørgsmål om, hvorvidt regeringen overhovedet i forhold til EU-reglerne kan kræve en 15.000 tons stor reduktion af kvælstof i næste vandplanperiode. Det sker efter, at advokat Hans Sønderby med speciale i EU-ret til Effektivt Landbrug har sagt, at de nye måltal for kvælstofudledning, som Miljøstyrelsen præsenterede i sidste uge, klart er i strid med EU-retten.

- Jeg vil have afklaret, om det overhovedet er lovligt at gennemføre forslaget i henhold til EU-retten, siger han.

Fra Hans Sønderby lyder det, at EU’s traktater står over dansk ret og sågar grundloven.

- Det strider klart mod EU-retten at stille krav, som fører til braklægning af uoverskueligt store dele af det landbrug, som vi kender det i dag, fastslår advokaten.

Fra Erling Bonnesen bliver der også stillet en række opfølgende spørgsmål. Venstremanden vil have miljøministeren til at give svar på, om der automatisk bliver tale om ekspropriation med fuld og hel erstatning til de landbrugs- og fødevarevirksomheder, der vil blive lukket ned som følge af et krav om at reducere kvælstofudledningen med 15.000 tons. Oveni i de 15.000 tons skal i øvrigt tillægges 4-5.000 tons, som man forventer bliver reduceret som følge af den generelle udvikling i landbruget, den såkaldte baselineeffekt.

Fra Erling Bonnesen lyder det, at han også vil have ministeren til at komme med tal på, hvad et så stort krav til kvælstofreduktion får af beskæftigelsesmæssige konsekvenser.

- Hvor mange forventes at miste sit arbejde og blive fyret som følge af forslaget? Regeringens udkast på vandmiljøområdet er voldsomt og meget skræmmende, lyder det fra Erling Bonnesen.

lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35

 

 

Politik