- Vi skal ikke tage bøffen ud af munden på danskerne, men vi skal få en ny dansk styrkeposition til at spire: Nemlig plantebaserede fødevarer. Planter til mennesker skal blive en lige så stor del af vores landbrugskultur og madkultur som bacon og smør.

Sådan indleder Radikale Venstre en pressemeddelelse om et nyt udspil, hvori de vil investere fire milliarder kroner i en massiv satsning på plantebaserede fødevarer frem mod 2030. Strategien bunder særligt i ønsket om at reducere Danmarks CO2-udledning.

- Uden markante politiske tiltag vil dansk landbrug udlede 16 millioner ton CO2 i 2030, og det er alt for meget, når Danmark på tværs af alle sektorer kun må udlede 23 millioner ton CO2 i 2030, skriver de.

Derfor er det partiets mål at opnå cirka en halvering af landbrugets udledning fra 16 millioner ton CO2 til 8 ton Co2 frem mod 2030.

- Men det er en stor opgave. For dansk landbrug har igennem årtier været bygget op omkring den animalske produktion. 80 procent af vores landbrugsareal bliver i dag brugt til at dyrke dyrefoder. Kun 10 procent af vores landbrugsjord bliver dyrket til humanernæring. Og når vi kigger på hylderne i de danske supermarkeder, så bærer mange af de nye planteprodukter desværre præg af at være baseret på importerede råvarer, tilføjer de.

Vil samarbejde med landbruget

Udspillet indebærer blandt andet, at der skal afsættes midler til forskning i plantebaserede fødevarer, samt en landbrugsstøtte der – parallelt med økologiske arealtilskud – belønner landmænd, der dyrker proteinafgrøder til human ernæring.

Og spørger man Zenia Stampe, partiets landbrugs- og miljøordfører, skal det understreges, at omstillingen skal lykkes i samarbejde med landbruget.

- Jeg har også haft anledning til at tale med Landbrug og Fødevare om præcist dette her. For kun et par dage siden var planteavlernes formand ude med nogle store ambitioner, der ligger godt i spændt med vores udspil. Nemlig at vi skal bruge vores landbrug til at dyrke meget mere mad til mennesker og mindre til foder, citerer TV 2 ordføreren.

- Det bliver en stor opgave, og det er helt afgørende, at vi løser den på en måde, hvor vi udvikler, og ikke afvikler dansk landbrug. Heldigvis har Klimapartnerskabet for Fødevare- og Landbrugssektoren allerede fremlagt en række forslag til, hvordan vi gennem jordudtagning og nye miljøteknologier kan komme et stykke af vejen, står der i pressemeddelelsen.

Tager ved lære af øko-bevægelsen

For at finansiere tiltaget foreslår Radikale Venstre at øremærke eksisterende kilder til formålet, herunder forskningsmidler, landbrugsfonde og EU’s landbrugsstøtte. Og spørger man dem, er Danmark allerede godt positioneret til at transformere dele af landbruget, ligesom det er gjort før:

- Heldigvis kan vi trække på 30 års erfaring med at etablere den økologiske produktionsgren – og blive verdensmester i økologisk forbrug. Nu skal vi gøre det samme med den plantebaserede produktion – bare i meget større skala og på meget kortere tid. Og her er vi også heldige at have nogle topmotiverede planteavlere, der står klar til at gribe muligheden, men samtidig efterspørger samarbejde og politisk prioritering, skriver partiet, og afslutter:

- Den bølge skal Danmark være med på. Ikke bare fordi vi er en grøn førernation. Men også fordi vi gerne vil fortsætte med at være en ledende fødevare- og landbrugsnation. Hvis ikke vi rykker nu, risikerer vi, at udviklingen går forbi os.

Politik