Efter fem år med succesfuldt samarbejde om rådgivningen i VKST, indstiller foreningsbestyrelsen i henholdsvis Gefion og DLS nu medlemmerne til, at man også fusionerer det politiske arbejde.

Allerede i dag er der et tæt samarbejde mellem de to landboforeninger, der blandt andet holder fælles medlemsmøder, laver høringssvar og andet politisk arbejde sammen. På den måde vil en fusion formalisere det samarbejde, der allerede er.

Når foreningerne alligevel ønsker at fusionere, er det fordi, der er endnu flere fordele i en fusion.

- En fusion giver os mulighed for at specialisere det politiske arbejde endnu mere og skabe flere resultater for medlemmerne, påpeger Torben Hansen, der er formand for Gefion.

Stor gennemslagskraft

- Landbruget står over for store udfordringer fremover, og i vores område er det blandt andet vandplanerne, BNBO og muligheden for at udvide husdyrproduktionen, der giver udfordringer. Og det skal vi lægge flere kræfter i, lyder det videre fra Torben Hansen, der bakkes op af DLS-formanden John Nielsen.

- En fusion af foreningerne skal styrke det politiske arbejde og interessevaretagelsen til glæde for medlemmerne, og vi får en stor gennemslagskraft. Det mærker vi allerede i dag, når vi holder møder med for eksempel vores lokale folketingsmedlemmer, pointerer John Nielsen.

Nærhed i et stort område

Den nye forening vil dække det meste af Sjælland, hele Lolland-Falster og Møn, og derfor har de to bestyrelser gjort sig mange tanker om, hvordan man kan skabe nærhed og medlemsindflydelse i så stort et område.

- Vi har gode erfaringer med at holde mindre, lokale medlemsmøder i for eksempel et medlems maskinhus. Det er typisk, når der sker et eller andet i området, så er det hurtigt at mødes i maskinhuset, forklarer John Nielsen og fortsætter:

- Og så holder vi to generalforsamlinger, for demokratiet skal virke, og man skal ikke køre fra Lolland til Midtsjælland for at deltage i en generalforsamling.

Brug for alle kræfter

Torben Hansen tilføjer, at der også i forhold til det politiske arbejde er tænkt på nærhed og inddragelse af medlemmerne.

- Der er brug for alle kræfter, og vi vil invitere medlemmer til at repræsentere foreningen i for eksempel kommunernes grønne råd, og hvor landbruget ellers er repræsenteret, pointerer Gefion-formanden.

- Så sørger vi for, at dem, der skal repræsentere foreningen bliver klædt på via teamsmøder og fælles møder på tværs af hele foreningens område, siger Torben Hansen om det politiske arbejde, der forsat vil have bestyrelsen og den erhvervspolitiske afdeling som omdrejningspunkt.

Det er på foreningernes generalforsamlinger, der begge holdes tirsdag den 15. marts, at medlemmerne skal tage stilling til fusionen.

Politik