Alternativ ballade: Klimaordfører færdig i venstrefløjsparti

Personsager betyder nu, at Alternativets klimaordfører Theresa Scavenius er blevet ekskluderet fra partiets folketingsgruppe, men fortsat er en del af partiet.

Først var hun ude, så var hun inde, men nu er hun endegyldigt ude. Søndag meldte Alternativets folketingsgruppe, at klimaordfører Theresa Scavenius, ikke længere var en del af venstrefløjspartiet hold på Christiansborg.

Den beslutning har fået opbakning af hovedbestyrelsen i partiet, hvor Scavenius fortsat er medlem. Beslutningen kommer i kølvandet på længere tids person-uro i partiet.

- Vi må erkende, at det ikke har været muligt at rette op på de store samarbejdsproblemer og tillidsbrud, vi har oplevet fra Theresa Scavenius. Derfor ser folketingsgruppen det nødvendigt at bruge vores demokratiske mulighed for at fratage Theresa Scavenius hendes ordførerskaber og udvalgsposter, så hun ikke længere repræsenterer Alternativet i det parlamentariske arbejde på Christiansborg, siger gruppeforperson Helene Liliendahl Brydensholt ifølge Berlingske.

Anklages for karaktermord

Ifølge forpersonen har den nu ekskluderede politiker haft modvilje mod at samarbejde, været grov overfor medarbejdere og gruppemedlemmer, skadet Alternativets samarbejde med andre partier og ministerier, samt skabt et dårligt arbejdsmiljø omkring sig.

Men sagens hovedperson, Theresa Scavenius, har svært ved at genkende kritikken.

- Franciska Rosenkilde og Trine Aslag (MF'ere fra Alternativet, red.) kommer med nye falske anklager om mig og medarbejdere, som på intet tidspunkt er blevet forelagt mig i den måneds lange mæglingsproces, skriver hun på det sociale medie X.

Hun afviser alt og forventer et dementi fra medier, som hun kritiserer for ikke at have fremlagt kritikken for.

- Det er jeres ansvar at gennemskue at der er et tydeligt forsøg på karaktermord, fordi de ingen reelle argumenter ha, lyder det videre fra alternativisten.

Sagen er den seneste i en række sager med personligt indhold, og det er med til at skade partiet, lyder det i flere analyser.

- Alternativet har i flere år været præget af personopgør, drama og sager i medierne. Partiet vil gerne stå for en anden politisk kultur end den, der hersker på Christiansborg. Men partiet er reelt landet i en situation, hvor de kan få svært ved at blive taget alvorligt på linje med de traditionelle partier, skriver Chris Kjær Jessen, der er politisk redaktør hos Berlingske, på avisens hjemmeside.

Trods ekskluderingen fra Alternativets folketingsgruppe, kan Theresa Scavenius fortsat være en del af partiet. Det er dog blevet indstillet, at hun skal forflyttes fra hendes nuværende arbejdskontor på Christiansborg, og have et andet kontor, der ligger længere væk fra hendes gamle partifællers.

Læs også