Et teknologineutralt CO2-fortrængningskrav med loft over 1. generations biobrændstoffer er et effektivt tiltag for at opnå reduktioner i transportsektoren. Det viser erfaringerne fra Tyskland, påpeger man hos organisationen Biogas Danmark.

- Med regeringens tidligere udspil om et forøget fortrængningskrav og et låg over anvendelsen af fødevarebaserede biobrændstoffer i transportsektoren havde biogasbranchen set frem til at kunne fortrænge diesel i Danmark med ny ustøttet biogas, hvilket også ville have bidraget til, at Danmark kunne leve op til EU kravene uden for kvotesektoren, udtaler Henrik Høegh, som er formand i Biogas Danmark, i en pressemeddelelse.

Derfor bekymrer det interesseorganisationen, at regeringen nu foreslår en forhøjelse af energiafgifterne med 50 øre pr. liter diesel og gas. Det skyldes, at det er uklart, om der skelnes mellem fossil gas og CO2-neutral biogas, hvilket allerede er et problem med både de nuværende CO2-afgifter og de kommende kilometerafgifter.

- Derfor er det vigtigt, at lastbilerne, der drives på biogas, ikke rammes yderligere af det nye forslag til forhøjet energiafgift på 50 øre pr. liter for fossil diesel og gas, skriver organisationen, som foreslår, at det kan undgås via afgiftsrefusion for biogas for såvel de forhøjede 50 øre i energiafgift samt for den nuværende CO2-afgift på klimaneutral biogas.

Biogas Danmark vurderer, at en sådan afgiftsrefusion kan holdes inden for den foreslåede kompensationsramme til biogaslastbiler.