Politikerne har med en aftale mandag afsat flere penge til grønne initiativer i Danmark.
Et flertal i Folketinget har afsat flere milliarder kroner fra den såkaldte »grønne fond« til flere forskellige klima- og miljøinitiativer i Danmark. Det skriver DR.
To milliarder skal gå til at forbedre vandmiljøet, livet i de danske fjorde, en forbedret biodiversitet, mere skovnatur og opresning af gamle forureninger.
Derudover afsættes der også penge til fjernevarmepuljen, hvor danskerne kan søge om tilskud til at konvertere til fjernvarme, klimatilpasning i de danske hjem og, som ventet, en øgning af dieselafgfiten med 50 øre fra 1. januar næste år. Sidstnævnte kommer dog med flere kompenserende tiltag for både privatbilister og vognmænd.
Støtter landbrugsteknologi
Hos Landbrug & Fødevarer vækker iværksættelsen af den grønne fond glæde. Brancheorganisationen har allerede fremlagt en række teknologier, som kan bidrage med at sikre erhvervets klimamål i 2030 og klimaneutralitet i 2050. Ifølge en pressemeddelelse fra L&F er den grønne fond godt nyt i forhold til de teknologier, økologien og de plantebaserede fødevarer.
Med i aftalen om den grønne fond følger også en halv milliard kroner til statslige tilskud til brug af metanreducerede fodertilsætningsstoffer til køer, heraf er det bedst kendte stof Bovaer.
- Det er som bekendt ikke muligt at elektrifi ere produktionen i marken eller stalden, men det er muligt at reducere udledningerne, herunder metan fra koen. Det er derfor et helt afgørende skridt på vejen til at nå landbrugets klimamål, at regeringen og partierne nuprioriterer midler til metanreducerende fodertilsætning. Vi har i vores 2030-plan peget på fodertilsætning som et af de mest effektive klimavirkemidler, og vi har arbejdet målrettet på at få sikret tilslutning til produkterne, så vi kan opnå konkrete reduktioner, udtaler Niels Peter Nørring, klimadirektør i L&F.
Tung transport
På transportområdet er der fokus på den tunge transport, der over de kommende år skalomstilles i takt med, at infrastrukturen kommer på plads.
- Vi kvitterer for, at regeringen afsætter yderligere midler til omstilling af tung transport, men er samtidigt bekymrede over forhøjelsen af dieselafgiften. Den vil gøre det dyrere at transportere fødevarer rundt til forbrugerne. Det bliver kun værre af, at den tunge transport både skal betale vejafgift og dieselafgift, når den midlertidige nedsættelse af vejafgiften bortfalder fra 2029. Vi mener, at nedsættelsen af vejafgiften burde være varig, når forhøjelsen af dieselafgiften er varig, siger Niels Peter Nørring.
- I dagens aftale er der også godt nyt til det økologiske landbrug og udviklingen af plantebaserede fødevarer. Vi er glade for, at der prioriteres midler til fortsættelse af vigtige indsatser på økologiområdet, herunder ikke mindst Innovationscenter for Økologisk Landbrug. De prioriterede indsatser er afgørende i forhold til at nå målet om fordobling af det økologiske areal, som regeringen ønsker, siger Niels Peter Nørring.
Den grønne fond 53,5 milliarder kroner, som man forventer at hente ind i statskassen fra 2024 til 2040. Pengene kommer fra fremrykket beskatning af danskernes pensioner.