Danske landmænd vil gerne handle til fordel for miljøet, men det er svært, når der er problemer hos myndighederne, blandt andet på IT-området, mener formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.
Landbrugsstyrelsen har modtaget 228 ansøgninger fra landmænd og lodsejere om støtte til at anlægge minivådområder, der er kaldt landbrugets rensningsanlæg i kraft af deres evne til at fjerne kvælstof og fosfor fra landbrug.
Tallene kom dagen efter, at blå blok havde trukket fødevareminister Mogens Jensen (S) i samråd, fordi administrationen af ordningen efter oppositionens mening gik for langsomt på grund af lange sagsbehandlingstider og IT-problemer.
Formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, er glad for landbrugets vilje til at rykke på området. Men der er brug for mere smidig sagsbehandling, mener han.
- Vi har fokus skarpt rettet på bolden, som er at få placeret minivådområder og andre tiltag dér, hvor det virkelig kan fjerne noget kvælstof og fosfor og på den måde gøre en forskel for vandmiljøet. Men landmændene har brug for en ordning, der virker, med hurtig og effektiv sagsbehandling og ingen kø eller benspænd for at komme i gang.
Kritik af processer
Merrilds udmelding kommer i kølvandet på, at leder for agroøkologi ved Aarhus Universitet, professor Jørgen E. Olesen, også har kritiseret administrationen af ordningen.
- Som jeg har forstået det, har selve procedurerne med godkendelse og støtte og så videre også været for langsom. Så der er også brug for at optimere processen hele vejen rundt. Så man kan jo også se på det ministerielle område og måske effektivisere processerne, så det her ikke strander, har Jørgen E. Olesen tidligere sagt til Effektivt Landbrug.
Frustrerende
Ifølge Martin Merrild er det frustrerende, når problemer i administrationen påvirker den miljømæssige indsats.
- Landmænd vil rigtig gerne gøre en forskel for miljøet, men de bliver frustrerede, når der skal være så mange problemer og forhindringer forbundet med det, som vi har oplevet alle år med ordningen for minivådområder, siger Martin Merrild og fortsætter:
- Senest så vi igen IT-problemer, der betød, at årets ansøgningsfrist måtte udskydes. Vi forventer, at det ikke påvirker sagsbehandlingen – hverken af de ansøgninger, der er sendt ind i år eller de mange ansøgninger fra 2019, som stadig ikke er sagsbehandlet færdig i Landbrugsstyrelsen.
Skulderklap
Selv om antallet af ansøgninger på minivådområdeordningen er faldet, er der stadig gjort en stor indsats på området, mener Martin Merrild.
- Igen i år har landbruget virkelig budt ind. Der skal sendes et stort skulderklap ud til alle de mange landmænd, der tager noget af deres markjord ud af dyrkning for at gøre en helt frivillig indsats for vandmiljøet, siger han.
Fødevareminister Mogens Jensen (S) kom i december måned 2019 med en række tiltag, der skal gøre kontrollen med minivådområderne mere fleksibel.
- Jeg har gjort kontrollen med minivådområder mere fleksibel, så landmændene ikke skal frygte, at de ikke får støtte på grund af småting, som ikke har betydning for miljøeffekten, sagde Mogens Jensen tidligere på året.
henning@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 20 96 66