L&F's veterinærdirektør Jens Munk Ebbesen tør ikke gætte på, om der med ASF-inficeret vildsvin i Tyskland er tale om en enkelt strejfer eller om udbredelsen af inficerede vildsvin i Tyskland er større end det ene dyr
For veterinærdirektør i Landbrug & Fødevarer, Jens Munk Ebbesen, kommer fundet af afrikansk svinepest i et vildsvin i Tyskland ikke som nogen stor overraskelse.
- Jeg må desværre sige, at jeg ikke er overrasket over, at vi nu ser et tilfælde af afrikansk svinepest i Tyskland. Men jeg tør ikke gætte på, om der er tale om en enkelt strejfer eller om udbredelsen af inficerede vildsvin i Tyskland er større end det ene dyr, siger Jens Munk Ebbesen.
Ifølge L&F stammer fundet af afrikansk svinepest sandsynligvis fra et udbrud blandt vildsvin i det vestlige Polen, som brød ud i november 2019. Hidtil har kun den østlige del af Polen været plaget af afrikansk svinepest.
Udbruddet var på et tidspunkt blot 10-12 km fra den tysk-polske grænse, men i den seneste tid har nye fund af døde vildsvin med smitten bevæget sig mod nord og længere mod øst.
- Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad de konkrete konsekvenser bliver for branchen i Danmark. Selvom vi har forberedt os så godt, som vi kunne, har vi ikke prøvet det før. Vi afventer svar på, hvad tyskerne gør og vi er selvfølgelig i tæt dialog med de danske myndigheder, siger Jens Munk Ebbesen.
Fordi de tyske myndigheder nu officielt har bekræftet smitten, vil EU-kommissionen tage en række initiativer.
- EU-kommissionen vil tage en beslutning om en regionalisering i et mindre område af Tyskland. Det vil sige, at der i et bestemt geografisk område bliver taget konkrete tiltag for at inddæmme smitten. Vi har set noget lignende i Belgien, siger Jens Munk Ebbesen