Ekspertgruppe skal komme med råd til landbrugets økonomi

Fødevareministeren nedsætter nu en ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til, hvordan landbruget får en mere robust økonomi.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) har nedsat en gruppe, som skal komme med gode råd til dansk landbrug om, hvordan erhvervets økonomi kan blive mere robust. Dansk landbrug har gennem mange år haft stor gæld. Det er en potentiel risiko for de enkelte bedrifter, ikke mindst fordi en række bedrifter samtidig har lav indtjening. Samtidig er landbruget også udsat for forandringer i vejret som den tørre sommer i 2018, der udfordrede flere landmænd på pengepungen.

- Landbruget er en vigtig del af dansk økonomi. Derfor er jeg meget glad for at kunne etablere en ekspertgruppe, der skal komme med gode bud på, hvordan vi kan skabe en mere økonomisk robust landbrugssektor, siger Mogens Jensen.

Ministeren har udnævnt Bent Naur til at lede arbejdet. Bent Naur er næstformand i Finansiel Stabilitet og tidligere direktør i Ringkøbing Landbobank gennem 25 år.

- Gruppen vil komme med gode ideer og anbefalinger til, hvordan vi kan udvikle et landbrugserhverv, som kan håndtere konjunkturudsving og finansielle udfordringer bedre, og som kan gøre det lettere for nye generationer at træde ind i erhvervet, siger Bent Naur. 

Ekspertgruppen består af Seges (L&F), LandboUngdom, Nærings- og Nydelsesmiddelforbundet, Nationalbanken, Danmarks Naturfredningsforening, Finans Danmark, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og Det Miljøøkonomiske Råd. 

Det første møde i ekspertgruppen bliver afholdt i starten af december, og det forventes, at gruppen afleverer sine anbefalinger til fødevareministeren i sommeren 2020.

Læs også