Svarer igen på »ultragrove hug«:: Ellemann sammenligner Bæredygtigt Landbrug med en spøgelsesbillist
I radioprogram langer miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen ud efter Bæredygtigt Landbrug, som i sidste uge voldsomt kritiserede ministeren.

I oktober sidste år deltog miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i en debat med BL-formand, Flemming Fuglede på Agerskov Kro. Foto: John Ankersen
Kærligheden til miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) kunne under Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling i sidste uge ligge på et meget lille sted. Arrogant, nyttig idiot for embedsværket og desillusionerende at være sammen med var nogle af de mærkater, der blev sat på ministeren.
Fra miljø- og fødevareministeren bliver der nu svaret tilbage. I den seneste udgave af radioprogrammet Cordua og Steno på Radio24Syv adresserer Jakob Ellemann-Jensen nemlig foreningen, hvis formand før generalforsamlingen i torsdags også havde sået tvivl om, hvorvidt Venstre overhovedet stadigvæk er et parti for landbruget.
- Der er mange måder at være interesseorganisation på. I landbruget har vi to store. Den ene af dem varetager landbrugets interesser. Dem mødes jeg ofte med og taler ofte med dem. De hedder Landbrug & Fødevarer, og dem lytter jeg sådan set til. Dem har jeg en både begavet og konstruktiv dialog med.
- Og så er der en anden måde at være interesseorganisation på. Det er at stille sig op på ølkassen og råbe, at alle omkring én er nogle idioter. Det minder lidt om ham, der hører i bilradioen, at der er en spøgelsesbilist på motorvejen, og som så stikker hovedet ud og siger »nej, de kører da alle sammen i den gale retning«, sagde Jakob Ellemann-Jensen i programmet, der handlede om, hvorvidt landbruget har levet op til de frivillige aftaler i landbrugspakken.
Ministeren har tidligere udtalt, at han mener, at det går for langsomt med at få etableret de kollektive virkemidler som minivådområder og vådområder. I programmet bebudede han, at leverer landbruget ikke frivilligt den nødvendige kvælstofreducering, så kommer det til at ske med tvang.
Hør ministeren i Cordua og Steno på Radio24Syv her.
Hård kritik fra BL-landmænd
Under sidste uges generalforsamling i Bæredygtigt Landbrug lød der følgende svada fra formand Flemming Fuglede Jørgensen om ministeren:
- Jeg havde det sidste møde med ham i midten af december. Bagefter blev jeg nødt til at meddele bestyrelsen, at jeg måtte have en måneds pause fra Bæredygtigt Landbrugs bestyrelse. Det er simpelthen så desillusionerende at være sammen med den mand. Han siger hele tiden, at »I har ret, I har ret, I har ret«, og det kan dem, som var med til mødet bevidne. »Men nu er det jo snart valgår, så vi kan ikke gøre noget«, lød det fra Flemming Fuglede Jørgensen.
I et langt indlæg fra den tidligere pelsdyrformand Erik Ugilt, som efterfølgende blev modtaget med stående klapsalver af forsamlingen, lød det, at ministeren er noget af det mest arrogante, som findes.
- Han er det, som jeg kalder en nyttig idiot for hele embedsmandsstanden, fordi det er dem, der har sat dagsordenen for det, som miljøministeren siger.
- Han burde sendes samme sted hen, som de landbrugsmedarbejdere, der ikke passer deres arbejde, sagde han.