Jagten på Årets Ø fortsætter

Der er nu sat dato for besøgene på de tre nominerede øer.

Det kræver meget mere end blot fugleliv, at opnå titlen som Årets Ø.
Det kræver meget mere end blot fugleliv, at opnå titlen som Årets Ø.

PRIS Nu sættes jagten på Årets Ø ind igen. Besøgene på de tre nominerede øer, Aarø i Lillebælt, Endelave i Kattegat og Strynø i Det Sydfynske Øhav, har på grund af corona-krisen været udskudt på ubestemt tid. Men i kølvandet på regeringens tiltag for genåbningen af Danmark, er der endelig sat nye datoer for besøgene.

- Vi er glade for, at vi nu endelig kan besøge de tre nominerede øer og få et indblik i de spændende initiativer, som øerne har igangsat for blandt andet at øge tilgangen af beboere på øerne, udtaler Jens Otto Størup, komitéformand i Årets Ø.

Komitéens besøg på de tre nominerede øer finder sted i slutningen af august og begyndelsen af september, og efter besøgene vil komitéen votere og på baggrund heraf kåre Årets Ø, der bliver fejret med en kåringsfest på øen i starten af oktober 2020.

Det er i år første gang, prisen for Årets Ø uddeles, og det sker i samarbejde mellem Forenet Kredit, Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer. Hovedprisen er 50.000 kroner til gavn for udviklingen på øen. 2. og 3. pladsen modtager 25.000 kroner.

Alle danske øer uden fast broforbindelse har kunnet ansøge om at vinde titlen som Årets Ø 2020. Komitéen modtog 11 ansøgninger i alt.

jhal

Læs også

To landmænd hædret af Varde Kommune
Indstil favoritter til årets fødevarepriser
Hvem fejer Fejø af banen som Årets Landsby 2019?
Agrarøkonomprisen gik til…
Pioner på mini-vådområder kan blive Årets Østersø-landmand
Hæder til kvægbrugere