Hold fast i en god effektivitet i griseproduktionen

For griseproducenter er det helt normalt at opleve svingende konjunkturer; nogle gange er indtjeningen i griseproduktionen rigtig god og andre gange det modsatte

Foto: Colourbox

Af Lone Bendixen, økonomikonsulent, Patriotisk Selskab

Alligevel er det en ekstraordinær situation, smågriseproducenterne står i lige nu, især dem der ikke har eget korn eller meget lidt til rådighed.

I 2019 og 2020 var indtjeningen for de fleste større end nogensinde før. Disse jubelår blev desværre afløst af den værste økonomiske krise i mands minde, især for smågriseproducenterne.

Hvordan agerer du som griseproducent i disse tider?

Fokusér på det, du kan gøre noget ved

Du bør lægge dit fokus dér, hvor du kan gøre en forskel. Du har ikke indflydelse på afregningspriserne og udviklingen i foderpriser, men du har indflydelse på, hvordan du driver din virksomhed. Der er mange steder, du kan sætte ind, for eksempel på:

Effektiviteten i stalden

Undersøg effektiviseringsmulighederne – er der steder, der kan optimeres?

Foder er den absolut største omkostning – kan spild minimeres? Kan billigere foderblandinger fungere?

Har du slagtegriseproduktion, kan du måske sælge grisene ved en lavere vægt, da de sidste kilo, som grisen vokser, er de mest omkostningstunge.

Fokuser og nedbring sodødeligheden, da den har stor indflydelse på økonomien.

Undlad at spare på indkøb/tillæg af polte. Det sparer likviditet på kort sigt, men forringer kvaliteten af dine avlsdyr og smitter af på produktiviteten senere, hvis du løber søer, som skulle have været slagtet.

Investerings- og vedligeholdelsesplaner

Spar likviditet nu og her og udskyd planlagte investeringer og vedligeholdelsesopgaver, hvis det ikke går ud over effektivitet og økonomi.

En dryssende foderkasse medfører et stort tab nu pga. den meget høje foderpris, så den slags vedligeholdelsesopgaver skal selvfølgelig ikke udskydes.

Handel

Det tager tid løbende at være ajour med, hvornår der skal handles – derfor: tegn medlemskab af AgroMarkets, og brug tiden til at sikre effektiviteten i stalden. AgroMarkets giver dig en god indikation af:

Hvornår det er godt at indgå kortere og længere foderkontrakter

Hvornår du skal sælge dine afgrøder og købe gødning, udsæd m.v.

Hvordan du opnår den bedst mulige finansiering

Sørg for at have dine leverandørkontrakter på plads på foder, brændstof el mv. Så ved du, hvilke udgifter du har i vente.

Kontakt til samarbejdspartnere

Det er altid vigtigt at holde dine kreditgivere orienteret om, hvad der sker i din virksomhed – og ekstra vigtigt lige nu.

Tag kontakt til din bank, hvis du har brug for mere likviditet – i god tid inden behovet opstår.

Leje af stald

Undersøg rentabiliteten i lejede stalde. Viser det sig, at stalden giver underskud, kan du undersøge mulighederne for at finde en ny løsning og evt. opsige lejen.

Ledelse og medarbejdere

Hvordan du agerer som leder har stor betydning. Glade medarbejdere leverer bare bedre! Find ud af, hvordan dine medarbejdere trives og sæt ind der, hvor du kan øge dine medarbejderes lyst til at blive hos dig.

Det er dyrt at rekruttere og oplære nye medarbejdere, så det er bedre, hvis du kan holde på dem, du har.

Strategien

Det er oplagt at benytte disse krisetider som en anledning til at overveje, hvad der skal ske med din virksomhed på længere sigt.

Er det nuværende økonomiske uvejr noget, du forventer at komme igennem og ride stormen af? Eller er det nu, du skal vælge en anden vej?

Havde du alligevel planer om at stoppe med griseproduktion inden for en kortere årrække? Måske vil det være rettidig omhu at gøre det nu i stedet for? Disse og mange andre overvejelser kan du oplagt gøre dig nu.

Læs også