Af Christina V. Hansen, Slagtekalverådgivning ApS

Der er meget fokus på dyrevelfærd, og det er vi rigtig gode til i Danmark sammenlignet med mange andre lande, men vi kan blive endnu bedre.

Vaccination har til formål at højne besætningsimmuniteten med henblik på at nedbringe omfanget af lungebetændelse og andre luftvejslidelser i besætningen, samt at nedsætte risikoen for større udbrud i besætningen med høj dødelighed til følge.

Forbruget af antibiotika er et af fokusområderne, som skal tages alvorligt og hvor vaccination i de fleste tilfælde kan bidrage til et lavere forbrug. Flere besætninger kan blive bedre til at begynde at vaccinere tidligere end de før har gjort, gerne inden høst i stedet for efter høst, hvor det allerede kan være for sent.

Der opnås den bedste effekt ved at sikre, at der vaccineres mod det rigtige og hvis der vaccineres hele året rundt i stedet for kun i vinterhalvåret. Husk på at influenza også kan ramme de store kalve, som nødvendigvis ikke er blevet vaccineret ved indsættelse – start derfor i god tid.

Det skal pointeres, at vaccination selvfølgelig ikke løser alle problemer. Det skal derfor vurderes individuelt for den enkelte besætning, hvorvidt det kan gøre en forskel, men det gør det de fleste steder.

Konsekvensen ved ekstreme vejrforandringer

Vejrforhold har ændret sig en del de sidste 10-20 år og dage med let frost er der kun blevet færre af. Let frost kan være en fordel for kalvene i begrænset omfang, da det kan være med til at holde sygdomsniveauet nede så længe kalvene ikke fryser og de får den energi de har behov for.

Modsat giver det fugtige vejr anledning til mere lungebetændelse, og det begynder allerede kort tid efter høst og varer indtil næste forår. Der opleves generelt flere ekstreme vejrforandringer. Det har ligeledes stor betydning for kalvene, når eksempelvis vejrtemperaturen på kort tid kan skifte med op til 15 grader eller når tørke rammer planteproduktionen hårdt og øger risikoen for dannelse af mykotoksiner.

Mykotoksiner i foderet kan få store konsekvenser for kalvenes sundhed og tilvækst. Globale opvarmninger er forklaringen på vejrforandringerne, som i større grad påvirker det danske landbrug.

Færre men større besætninger

Slagtekalvebesætninger bliver der færre af, men de bliver til gengæld større. Derved øges risikoen for sygdom og et højere antibiotikaforbrug, når udfordringen med store besætninger er at kalvene kommer fra mange forskellige leverandører.

Dog ser vi umiddelbart ikke en direkte sammenhæng mellem flere kalve på stald og en højere dødelighed og/eller antibiotikaforbrug – landmænd er generelt blevet endnu dygtigere til at producere slagtekalve med høj dyrevelfærd.

Vaccinering er dyrt – det er alternativet også

Vaccination er selvfølgeligt ikke billigt og det skal gerne være muligt at kompensere for det ved et lavere medicinforbrug, færre døde kalve, højere tilvækst og mindsket arbejdskraft i forbindelse med medicinering mm. MEN hvad kan der ske, hvis du ikke vaccinerer?

Vaccination koster ca. 70 kr. pr. kalv. Det kan hurtigt tjene sig hjem, hvis besætningen rammes af influenza, hvor både små og store kalve dør, og hvor der behandles utrolig mange kalve hver dag i 3-4 uger. Derudover vil det påvirke tilvæksten og sundheden lang tid efter, faktisk helt indtil slagtning, hvis kalvene får kroniske skader på lungerne. I projektet Frontløberne har LVK dyrlægerne i samarbejde med MSD opnået øget tilvækst på 36 g pr. dag i de slagtekalvebesætninger, som vaccinerede kalvene.

Den øgede tilvækst resulterede i en merværdi af kalven på 108 kr. og dermed er vaccinen betalt. Der findes flere forskellige vacciner på markedet, som dækker mod noget forskelligt. Sørg for at få taget analyser af kalvene og snak med din dyrlæge eller rådgiver om hvad der er den bedste løsning i din besætning.

Generelt oplever flere producenter, at vaccination er med til at forbedre sundheden generelt i besætningen – kalvene bliver ikke nær så dårlige, når de bliver syge. Vaccinering skal mere ses som en forsikring – du har den, men du ved ikke hvornår du får brug for den.

Alternative løsninger

Infektionssygdomme har stor betydning for både produktiviteten og sundheden i slagtekalvebesætninger, så der arbejdes hele tiden på at undersøge og afprøve andre måder at forbedre sundheden og dermed dyrevelfærden i slagtekalvebesætninger.

Enkelte forsøger sig med at få kalvene vaccineret en uge inden indsættelse enten ved selv at køre ud og vaccinere kalvene hos leverandørerne eller ved at få leverandørerne at vaccinerer kalvene mod betaling for vaccinen.

Derudover er der nogle som forsøger at indsætte kalve efter leverandørnummer. I begge tilfælde er der opnået gode resultater, og det kan der høres meget mere om til vores Kursus for slagtekalveproducenter til januar 2023 – se det fulde program på www.slagtekalve.dk.

Hvad kan du selv gøre?

I vinterhalvåret er der flere forhold ved småkalvene, som du nemt kan forbedre allerede nu:

- Kuldestress. Det opstår, når kalven skal bruge mere energi end normalt på at opretholde varmen og det forringer dens tilvækst og risikoen for lungebetændelse og diarré øges. Det er vigtigt at være opmærksom på kuldestress i vinterhalvåret, hvor kalvedødeligheden stiger. Det skyldes oftest en kombination af kulde og svækkelser eller infektioner. En kalv med diarré kan dø meget hurtigt, fordi den simpelthen fryser ihjel.

- Kalvens termoneutrale zone ligger på 15 til 25 grader. Det er en skala, hvor kalven ikke skal bruge ekstra energi på at opretholde dens rette kropstemperatur. Kalve, der er under 3 uger gamle, kræver allerede mere energi, når temperaturen kommer under 15 grader, mens ældre kalve først kræver mere energi, når temperaturen kommer under 5 grader. De indsatte kalve er typisk 3-4 uger gamle ved indsættelse, men det sker også at kalvene er yngre endnu.

- Ekstra energi i mælken. Når kulden indtager, øger kalven sin energiomsætning for at holde varmen. Det vil kræve en højere daglig tilførsel af foder. Kalve behøver derfor mere mælk i kulden, især de mindste af kalvene. Vær samtidig opmærksom på at mælken ikke bliver for afkølet inden de sidste kalve får af mælkevognen. Det kan derfor være en god ide at øge temperaturen på mælken med et par grader og samtidig øge mængden af mælkepulver med 10 g pr. L.

- Ekstra strøelse. Det er ikke kulden men afkølingen, der svækker kalven om vinteren. De små kalve skal især have ekstra strøelse hver dag i vinterperioden, så meget at de kan putte sig i strøelsen. Kalvedækkener kan også være med til at minimere varmetabet i kolde perioder. Som udgangspunkt er det en god idé at give kalvedækner på de kalve, der begynder at ryste, når de får mælk, som er et tegn på at de er nedafkølet. Det samme gælder for de syge kalve.

- Undgå træk i stalden. Træk ved kalvene er en direkte årsag til sygdom. Hold øje med om kalvene opfører sig anderledes end normalt, hvor de eventuelt samles i det ene hjørne af boksen, er mindre aktive og ligger og putter sig i halmen. Gå gerne ind i boksen og mærk efter om det trækker for meget ind på kalvene. Afkølede kalve er lig med en forringet tilvækst og øget risiko for sygdom. Sæt gerne halmballer op foran åbne bokse for at bryde vinden og give læ til kalvene.

- Lunkent vand tilsat elektrolyt. Selvom kalvene har fri adgang til vandkopper, er der mange af de nye kalve, som ikke ved hvordan en vandkop fungerer eller er særlig vilde med at drikke det iskolde vand. Opsæt derfor ekstra trug så der kan tildeles lunkent vand tilsat elektrolyt. Det kan også være en god idé at tildele flydende E-vitamin i det lunkne vand for at styrke immunforsvaret. Ekstra væske omkring fravænning er især godt, da det øger kalvenes foderoptagelse og hjælper kalvene bedre igennem fravænning. Samtidig vil tildeling af lunkent vand også giver et godt overblik over eventuelle syge kalve, som ikke kommer op til truget.

Slagtekalverådgivning ApS er specialiseret i slagtekalveproduktion. Vaccination er kun et af mange områder, vi arbejder med. Bliv endnu klogere på kalve gennem vores nyhedsbrev eller ved at deltage i vores kursus til januar 2023, hvor vi vil komme mere omkring emner vedrørende den lille kalv, bæredygtighed og ESG samt det gode samarbejde på din bedrift, med fokus på den svære samtale og medarbejdermotivation. Se det fulde program på www.slagtekalve.dk.