Ingen kender endnu navnet på hverken formand, næstformand og administrerende direktør i den foreslåede fusion.
Hvis medlemmerne af Kolding Herreds Landbrugsforening, LandboSyd og Sønderjysk Landboforening stemmer ja til fusionen, skal der dannes en bestyrelse bestående af 18 medlemmer samt tre medarbejdervalgte medlemmer.
Hver forening skal stille med en formandskandidat, og det bliver den nye bestyrelse, som vælger formand og næstformand.
Det er planen, at bestyrelsen gradvist skal reduceres i antal.
De tre rådgivningshuse i Aabenraa, Vojens og Kolding opretholdes i første omgang. Stillingen som administrerende direktør opslås ledig hurtigst muligt.
LandboSyd går ind i fusionen med en grundkapital på omkring 30 millioner kroner fra salget af rådgivningscenteret i forbindelse med en udflytning for nogle år siden.
De to øvrige foreninger ejer hver især rådgivningscentrene i Vojens og Kolding.
Medlemmerne skal stemme om fusionen på ekstraordinære generalforsamlinger den 8. juni.
Fusionsplanerne, alle ventede på
Direktør fratræder
Fusionsplanerne har medført, at LandboSyds administrerende direktør, Sune Aagot Sckerl, har valgt at fratræde sin stilling med udgangen af juni måned.
I en pressemeddelelse oplyser LandboSyd, at Sune Aagot Sckerl allerede i det tidlige forår meddelte LandboSyds formandskab, at han ikke ønskede at blive betragtet som kandidat som direktør for den nye fusionerede enhed.
- Sune har leveret alt det, vi forventede, på kortere tid end forventet. Det var blandt andet et klogt, og anderledes, træk at etablere et kontor i Odense og dermed udvide LandboSyd geografiske virke, udtaler bestyrelsesformand Henrik Jessen.
Den nye bestyrelse vil snarest gå i gang med at finde en ny direktør, hvis fusionen bliver til noget. Indtil da vil afdelingschefen for økonomi, Anders Peter Frederiksen, stå for ansvaret for LandboSyd.