For snart et år siden trådte den nye husdyrlov i kraft – og hos Patriotisk Selskab har man efterhånden gjort sig nogle erfaringer med, hvad den betyder: 

- Godkendelsessystemet er i mange henseender blevet mere fleksibelt, da der ikke længere gives tilladelse eller godkendelse til et bestemt antal dyr i et givent vægtinterval. De nye tilladelser og godkendelser giver derimod lov til en produktion på et bestemt areal. Det er derfor nu muligt at producere det antal dyr, som staldene er indrettet til, i det vægtinterval, man ønsker, så længe dyrevelfærdsloven overholdes, fortæller miljørådgiver Kamilla From-Nielsen, Patriotisk Selskab.

Mulighed for skift mellem fx smågrise og slagtesvin uden anmeldelse
Det er desuden blevet muligt at få en godkendelse/tilladelse til en såkaldt flexgruppe, fortæller hun: 

- Det betyder, at man uden anmeldelse kan veksle mellem fx smågrise og slagtesvin. På den måde kan man tilpasse sin produktion til efterspørgslen på markedet, siger hun.

Ny lovgivning giver udfordringer på nogle bedrifter
Selvom den nye husdyrlov har mange fordele, giver den også udfordringer på nogle bedrifter:

- At det nu er produktionsarealet, som udgør grundlaget for tilladelserne/godkendelserne, kan i visse tilfælde give udfordringer med at overholde ammoniak- og lugtemissionen. Det skyldes, at ammoniak- og lugtemissionen under den tidligere lovgivning blev beregnet på det enkelte dyr, hvor emissionen nu beregnes på baggrund af produktionskvadratmeterne, fortæller Kamilla From-Nielsen (billedet) og uddyber:

- Udfordringerne med den nye lovgivning finder især sted på ejendomme, der har haft mere end de gældende kvadratmeter pr. dyr under den tidligere lovgivning eller ligger bynært, tæt på naboer, Natura 2000-områder eller anden sårbar natur. Hvis man oplever udfordringer med at få en godkendelse eller tilladelse til sin produktion under den nye lovgivning, kan det måske løses med ammoniak- eller lugtreducerende teknologi.

Ny definition af overproduktion
Også definitionen af overproduktion er ændret:

- Tidligere var der tale om overproduktion, hvis der var for mange dyr eller for mange dyr i et forkert vægtinterval. Nu er der tale om overproduktion, hvis der anvendes arealer, der ikke er godkendt som produktionsareal i godkendelsen eller tilladelsen, eller hvis dyrevelfærdsloven ikke overholdes, siger Kamilla From-Nielsen.

Forlænget frist for at udnytte tilladelsen/godkendelsen
Udnyttelsesfristen af godkendelsen eller tilladelsen er desuden blevet øget fra to til seks år:

- Det er blevet vedtaget for at undgå, at for mange godkendelser og tilladelser bortfalder. For at opretholde godkendelsen eller tilladelsen skal mindst 25 % af det godkendte eller tilladte produktionsareal anvendes driftsmæssigt i tre på hinanden følgende år – inden der er gået seks år.  Ved driftsmæssig anvendelse forstås, at der skal produceres mindst 50 % af det antal dyr, som det er muligt inden for dyrevelfærdsreglerne og de andre krav, husdyrbruget er underlagt, forklarer Kamilla From-Nielsen.

Arealer reguleres ikke længere sammen med husdyrproduktionen
Med den nye husdyrlov er reguleringen af arealer og anlæg blevet adskilt – der kan dog være undtagelser:

- Arealvilkårene er bortfaldet, også i godkendelser og tilladelser fra før august 2017. Dog skal man være opmærksom på, at hvis et arealvilkår er begrundet i BAT eller ammoniakemissionen fra husdyrbruget, så er vilkåret ikke bortfaldet. Det kan fx være, hvis der er krav om fosforindholdet i foderet eller vilkår om udbringningstidspunkterne for husdyrgødning, siger Kamilla From-Nielsen.

Hvilken type godkendelse/tilladelse til hvilke husdyrbrug?
Der skelnes mellem en § 16b-tilladelse og § 16a-godkendelse:

- En § 16b-miljøtilladelse svarer til de tidligere § 10- og 11-miljøgodkendelser, og en § 16a-miljøgodkendelse svarer til den tidligere § 12-miljøgodkendelse. Husdyrproduktionen skal godkendes efter § 16a, hvis der er en ammoniakemission på mere end 3.500 kg NH3 pr. år eller flere end 750 stipladser til søer, flere end 2.000 stipladser til fedesvin over 30 kg eller flere end 40.000 stipladser til fjerkræ. Efter 8 år vil der ske en revurdering af ejendommen ligesom for IE-husdyrbrug under den tidligere lovgivning. En 16b-tilladelse skal til gengæld ikke revurderes. Den er til husdyrbrug med en ammoniakemission på mindre end 3.500 kg NH3 pr. år og et produktionsarealet på 100 m2 eller derover. Hvis husdyrproduktionen har et produktionsareal på under 100 m2, er det som udgangspunkt ikke nødvendigt med en godkendelse eller tilladelse - produktionen skal blot anmeldes til kommunen”, afslutter Kamilla From-Nielsen.