Solen skinnede, den røde løber var lagt ud, og humøret var i top, da elever, ansatte og håndværkere markerede, at spærrerne er rejst til det nye skolehjem på HEG, som tidligere gik under navnet Erhvervsskolerne Aars.

Og skolehjemmet er ventet, for uddannelsesinstitutionen oplever, at der kommer flere elever ind på deres uddannelser, og samtidig er de også landsskole for flere uddannelser. Det gælder blandet andet uddannelserne landbrugsmaskinmekaniker og entreprenørmaskinmekaniker.

- Vi har en lang række uddannelser, hvor vi er landsskole. Det betyder, at eleverne kommer fra hele landet for at komme på skole her i Aars. Vi har en del elever fra både Grønland og Færøerne. Så derfor har vi et behov for at eleverne kan overnatte her, spise her, leve her og være her i de perioder, hvor de er på skole, og det er derfor, vi har brug for mere plads, fortalte Aksel Gaardsted Christiansen, som er uddannelseschef ved entreprenør- og landbrugsmaskinudannelserne, direkte fra rejsegildet.

64 nye værelser

For nuværende er der plads til 350 boende elever, og det nye skolehjem vil kunne rumme yderligere 64 elever.

- Det er en markant udvidelse, vi laver, og vi glæder os rigtig meget til at tage det i brug, fortalte Aksel Gaardsted Christiansen.

Det nye skolehjem er en traditionel to-etagers bygning. De 64 værelser er enkeltmandsværelser og bliver delt i otte klynger, hvor hver klynge foruden otte værelser kommer til at rumme et opholdsrum, loungeområde, tekøkken, to toiletter og tre baderum.

På førstesalen er der udgang til en overdækket svalegang.

Klar efter sommer

Bag byggeriet står Krog-Madsen, Aars, som arkitekt og byggeherrerådgiver for HEG, mens NCO Byg har totalentreprisen på projektet.

At det blev NCO Byg, som fik totalentreprisen, skyldes i høj grad, at murer- og entreprenørvirksomheden har et stort fokus på lærlinge i byggeprocessen, hvilket har været vigtigt for HEG som uddannelsesinstitution.

HEG forventer, at byggeriet står færdigt og er klar til nye studerende efter sommerferien.