Klimaskovfonden åbner ny pulje: 50 millioner kroner til skovrejsning
Efter påske åbner Klimaskovfonden igen for sin tilskudsordning til nye skovprojekter. der er i denne omgang sat 50 millioner kroner af.

Klimaskovfonden har gang i 250 projekter landet over, hvor der rejses ny skov - som her udenfor Gl. Skørping i Himmerland. Nu kan flere komme med på vognen. Arkivfoto: Klimaskovfonden
Klimaskovfonden åbner lige efter påske en ny ansøgningsrunde, hvor der i alt er 50 millioner kroner til rådighed til skovrejsning. Fonden opfordrer lodsejere til at gribe muligheden og få realiseret planer om at plante skov.
Der kan søges op til 94.500 kroner pr. hektar til produktionsskov og op til 109.500 kroner pr. hektar til urørt skov. Tilskuddets størrelse afhænger blandt andet af skovens forventede CO2-effekt.
Ifølge direktør i Klimaskovfonden, Poul Erik Lauridsen, er tidspunktet oplagt for lodsejere, der overvejer skovrejsning.
- Det er nu, man skal gøre noget ved drømmen om at plante skov på et stykke af sin jord. Der er gode finansieringsmuligheder, og når træerne vokser op, får man både glæde af den herlighedsværdi, som skov og natur med et rigere dyreliv tilfører ejendommen, siger han.
Han fremhæver, at mange projekter i dag består af en kombination af træ- og buskarter samt lysåbne elementer som enge, søer eller græsningsskov.
250 projekter er i gang
Klimaskovfonden har allerede sat gang i omkring 250 skovrejsningsprojekter rundt om i landet, men ambitionen er at få endnu flere med.
- Vi ved, at hver fjerde jordejer går med overvejelser om at plante skov, og jo før man kommer i gang, jo bedre. Skov er en langsigtet investering, men efter fem-ti år er der mulighed for indtjening og for at bruge CO2-effekten i sit klimaregnskab, siger Poul Erik Lauridsen.
Fonden finansierer projekterne gennem klimabidrag fra virksomheder og privatpersoner. Her er der særlig efterspørgsel efter skov, der både binder CO2, beskytter drikkevandet og styrker biodiversiteten.
Der er frist for at ansøge den 13. maj 2026 og ansøgere får svar 1. juli 2026.




































