Heidi og Jesper udlever drømmen om juletræer og julestue

Der står et stort skilt ved hovedvejen mellem Hjørring og Sindal, »Juletræer og julestue«. For Heidi Lindgaard og Jesper Tøttrup var det en drøm, der gik i opfyldelse, da de sidste år overtog Mellemgård og valgte at køre stedet videre med salg af juletræer og julestue.

Mellemgård solgte sidste år 700 juletræer direkte fra ejendommen i Vendsyssel. I år håber de på lidt flere. Julestuen er pyntet smukt. Her kan man nyde en kop varm kakao med flødeskum eller æbleskiver og gløgg. Et par unge piger kom forbi for at fælde et juletræ til klassen, som hurtigt blev sat på fod. De gamle staldvinduer er pyntet til jul. Heidi Lindgaard elsker at lave kranse og dekorationer. Der kan også købes julepynt. Alle bordene i julestuen er omhyggeligt pyntet. Jesper Tøttrup hjælper et par unge piger med at få fældet et juletræ, som de skal have sat op i deres klasselokale. Mellemgård oser af julestemning selv på en gråvejrsdag. Der kan købes kranse og dekorationer.

Det oser af hygge og julestemning på Mellemgård. En bordeauxrød ejendom med julepyntede gamle staldvinduer midt mellem Hjørring og Sindal.

Stedet har gennem en årrække solgt juletræer og haft julestue.

Sidste år fik Mellemgård nye ejere, Heidi Lindgaard og Jesper Tøttrup, som overtog stedet for at drive julestemningen videre.

Flyttekasser og juletræer

Med flyttekasser langt op over begge øre og naboer, der sagde »er I klar over, hvad I har sagt ja til«, åbnede Heidi og Jesper dørene til juletræer og julestue første søndag i advent, to dage efter de fik overdraget nøglerne.

- Der stod vi midt i flyttekasser og fældede juletræer, griner Heidi Lindgaard.

Heldigvis havde de tidligere ejere ladet alt stå, som skulle bruges i juletræerne og i julestuen, og det var såmænd bare at klø på for de nye ejere.

- Det var hårdt men en fantastisk oplevelse, fortæller Heidi, mens hun tager et par grene fra en kristtjørn for lige at give en grankrans lidt farve. Bagefter kommer en snoet gren fra en troldhassel på.

- Jeg elsker det her, siger Heidi, som laver kranse og dekorationer, der også sælges fra Mellemgård.

Træer i alle størrelser og former

På denne grålige dag er to unge piger kommet forbi for at finde et juletræ til deres klasselokale.

Der er høje juletræer, lave juletræer, smalle og brede, nogle er tætte, og andre har god plads til pynt mellem grenene.

- Der er en konkurrence på skolen om at have det flottest pyntede klasselokale, lyder det, inden de to piger går ud i træerne i sneakers og lange vinterfrakker.

Det er svært at vælge, men med lidt hjælp fra Heidi og Jesper finder pigerne det perfekte træ.

- Jeg har fældet mit første juletræ, siger den ene med et kæmpe smil, da træet falder til jorden. Jesper får sat en fod på træet, og pigerne er nu klar til at komme hjem og pynte deres klasselokale.

Juletræer til alle

På Mellemgård er der godt ni hektar. Foruden skov er der primært nordmannsgran og lidt nobilis, som sælges som pyntegrønt.

Alle træer fra stedet sælges under certificeringen »Bæredygtigt naturtræ«. En certificering Heidi og Jesper har fået, og som de ifølge Danske Juletræer er de eneste, som har nord for Aalborg, fordi de gør noget ekstra for miljøet, klimaet og biodiversitet.

Meget af arbejdet i juletræerne er manuelt.

- Vi plantede 1.500 træer med en håndskovl i foråret, siger Jesper Tøttrup.

Stedet solgte sidste år omkring 700 juletræer fra ejendommen og ligeså mange til videresalg blandt andet gennem stadehandlere.

- Vi krydser fingre for, at der kommer flere mennesker i år. Sidste år åbnede vi bare op, mens vi i år har gjort meget mere for det, siger Jesper, som også sælger træer med pynt til sommerhusbureauer, hvor kunder bestiller et sommerhus, hvor de kan holde jul.

Julehygge i december

På Mellemgård er der en autentisk julestemning både i juletræerne, hvor der i år er en konkurrence om at finde en grøn sten med glimmer, som kvitteres med et gratis juletræ. Og i julestuen, hvor der sælges gløgg og æbleskiver, saftevand, kaffe og varm kakao med flødeskum. Her kan man også købe alverdens julepynt foruden de mange juledekorationer og kranse, som Heidi har produceret.

Hver weekend i december vil der være ponyridning, og fjerde søndag i advent kommer julemanden på besøg med godteposer til børnene.

Den 10. og 11. december tænder TBS Grillshop op i grillen og giver tips og tricks til, hvordan juleanden kan tilberedes på grill. Her har man også mulighed for at købe lidt lækkert til ganen.

Drømmen er gået i opfyldelse

Når Heidi og Jesper kigger tilbage på det år, som er gået på Mellemgård, er de enige om, at det for dem var den helt rette beslutning at sælge parcelhuset i Hjørring og flytte på landet.

Heidi kom med stress, angst og en depression i bagagen, og Jesper savnede arbejdet med juletræerne, efter han årene forinden havde måtte stoppe på sit daværende arbejde i en juletræsplantage i Skotland for at komme hjem og hjælpe Heidi.

- Det her, det er perlen for os. Jesper har sit landsted og sine juletræer. Og jeg kan gøre alt det her, som jeg virkelig nyder og samtidig håndtere min angst, forklarer Heidi, som arbejder 30 timer om uge ved forsvaret i Hjørring, mens Jesper arbejder fuldtid som operatør ved Tetrapak.

- Det her har altid været en drøm for os. Det giver så mange gode oplevelser, siger Heidi med et smil.

Læs også