MariboHilleshög sætter fokus på robotter i roedyrkningen
Decembermøde fredag den 6. december hos virksomheden i Holeby, der er kommet godt fra start med sin webshop med salg af roefrø.

Farmdroid velegnet til sukkerroer. Foto: Ulrik Larsen
SUKKERROER Når MariboHilleshög fredag den 6. december har sit traditionelle decembermøde for roedyrkere, er fremtiden et vigtigt element.
Robotter til dyrkning af roer bliver belyst af Leif Jensen fra Yding Smedie med udgangspunkt i markrobotten Farmdroid. Og senere på eftermiddagen kommer den lokale borgmester, Holger Rasmussen, med sit bud på fremtiden på Lolland-Falster.
Ind imellem disse to indlæg fortæller Bo JM Secher, chef for agricentret hos Nordic Sugar, hvordan ukrudt kan bekæmpes med båndsprøjtning, inden salgschef i MariboHilleshög, Ole Lauridsen, runder dagen af med at præsentere Maribo-sorterne til 2020-sæsonen.
Nye Maribo-sorter på listen
Ole Lauridsen kan blandt andet nævne, at Holeby-virksomheden har fem sorter med på sortslisten 2020.
- Blandt RZ-sorterne har vi den velkendte Davinci og vores nye prøvesort Tattoo. I NT-segmentet har vi de to topscorere, Nelson og Twix, der ligger med de højeste udbytter i forsøgene. Joker sælges også i 2020, oplyser Ole Lauridsen.
Salgschefen tilføjer, at der meldes om meget høje udbytter i praksis i Davinci RZ, op til 17-18 tons sukker pr. hektar.
- Og vi kan se, at mange landmænd derfor giver genvalg til Davinci, når de har været inde i vores nye webshop for at bestille sorter til den kommende sæson.
Salget godt fra start
Som noget nyt kan dyrkerne nu bestille frø direkte hos firmaerne i stedet for, at det skal gå over Nordic Sugar.
Det fik MariboHilleshög til at åbne en webshop midt i november, hvor der frem til offentliggørelsen af den nye sortsliste var kampagnepriser på de kendte sorter fra 2019.
Webshoppen – maribobeetshop.dk – har på den baggrund fået en fin start, hvor mange dyrkere benyttede sig af muligheden for en god handel.
- Frøsalget fortsætter med den nye sortsliste og nye forsøgsresultater, og det er nu muligt at opnå kvantumrabatter og rabat ved selvafhentning i Holeby, bemærker Ole Lauridsen.