Det er med markedet for grisekød, som det er med det danske sensommervejr. Det er ustadigt, men der er fortsat mere godt end skidt, lyder det i Danish Crowns markedsberetning, der fastholder noteringen uændret for næste uge.

- Der er ikke rigtigt nogen klar trend i markedet lige nu i hverken den ene eller anden retning. Der er mange kunder, der gerne vil udfordre priserne, men udbuddet er ikke særligt stort, så lige så tit som vi må give lidt efter på priserne, lykkes det os også at løfte dem lidt, siger Per Fischer Larsen, der er salgsdirektør i Danish Crown.

De seneste uger er efterspørgslen på skinker tilbage på et normalt niveau efter ferieperioden, og så er der en stabil efterspørgsel på udbenede varer. Markedet for forender er ikke prangende, men til gengæld er markedet for den midterste del grisen ganske godt.

-Vi har en rigtig god dialog med vores kunder i både Storbritannien, Asien og Australien, hvor vi løbende har lavet nye kontrakter. Det lægger en god bund under vores salg af både brystflæsk og kamme, fortæller Per Fischer Larsen.

Slagtesituationen

Tilmeldingen til indeværende uge blev en anelse højere end forventet i prognosen, og med den slagtekapacitet, der har været til rådighed, betyder det, at der bliver behov for at udsætte ca. 60.000 tilmeldinger til uge 36.

Med den forventede tilmelding til kommende uge vil antallet af udsatte grise blive reduceret en anelse til ca. 55.000.

For søernes vedkommende er der slagtet op, og der forventes igen at være slagtet op ved udgangen af næste uge.

Ovenstående plan forudsætter, at slagterierne ikke rammes af større tekniske nedbrud, samt en tilmelding på niveau med Danish Crowns prognose.

Svin