Græsprotein afprøves på Foulum

I Økohallen på Aarhus Universitet i Foulum er en gruppe forskere i disse uger i færd med at undersøge, om det er muligt at udskifte traditionelle proteinkilder med protein fra kløvergræs i foderet til økologiske grise. Og de er optimistiske.

- Vi vil gerne vise, at det er muligt at udskifte en del af den importerede soja, vi bruger i standardblandingerne, med græsprotein. Og i den her 15 procents-blanding når vi faktisk at fjerne al soja. Der er kun danske produkter i blandingen, siger forsker ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, Lene Stødkilde-Jørgensen.

Forsøget blev igangsat i november, hvor grisene blev fravænnet. De har siden fået en af fire foderblandinger med forskelligt indhold af græsprotein. Og så skal de fodres, indtil de bliver slagtet i marts. Første skridt er at finde ud af, om grisene overhovedet vil æde det, idet græsprotein har en meget tydelig græssmag. Men her to måneder inde i forsøget er forskerne optimistiske:

- Vi kan se, at alle fire grupper vokser rigtig godt, æder rigtig godt og generelt har det godt. Derudover skal forskerne undersøge, hvad græsproteinet betyder for smagen, farven og strukturen, samt fedtsyre- og vitaminindhold i kødet og spækket.

Automatisering kræver præcise smågriseindberetninger

Indberetningstillægget har efterhånden vist sit værd, når det kommer til at lave mere præcise prognoser, men der er stadig data, som ikke er opdateret. Det bliver vigtigt i den kommende tid, hvor processerne i højere grad automatiseres. Det meddeles fra Ejerservice hos Danish Crown.

- De fleste indberetter antal og gennemsnitsvægt til tiden, men der er stadig en del, som ikke har rettet deres produktionsdata på tilvækst, udleveringsstrategi, slagtevægt og dødelighed og derfor kører med standardtal. De vil være i risiko for at miste de 10 øre, når vi automatiserer, så det er vigtigt, at man lige får gennemgået den del og sikrer, at de stemmer overens med virkeligheden hos den enkelte, siger Nicolaj Nørgaard, der er daglig leder i Ejerservice.

Derfor opfordrer han til at tjekke produktivitetstal på app’en eller på hjemmesiden.

- Vi har høstet de første erfaringer, og de har været gode, så nu skal vi have præcisionen helt på plads, så vi kan trække maksimal værdi ud af den viden, som vi har i fællesskab, siger Nicolaj Nørgaard.

Tulip overtager engelsk bacon-fabrik

Tulip Food Company har overtaget driften af en af engelske Tulip Ltd’s fabrikker. Det drejer sig om fabrikken i Bodmin i Cornwall i det sydvestlige hjørne af England. Det meddeles i Danish Crowns, Tulips og DAT-Schaubs medarbejderblad »Krogen«.

Bodmin har primært produceret færdigstegt bacon og andre færdig-tilberedte kød-produkter. Produktionen har imidlertid været faldende gennem længere tid, og i foråret sidste år indstillede ledelsen i Tulip Ltd 170 medarbejdere til afskedigelse. Men nu kickstartes produktionen igen, hvor Tulip Food Company pr. 21. januar overtog ansvaret for driften med øjeblikkelig virkning.

- Færdigstegt bacon er i høj kurs og en kategori i vækst på tværs af flere markeder. Vi producerer i forvejen i Haarlem i Holland, og med tilførslen af fabrikken i Bodmin øges kapaciteten og værdi-skabelsen gennem hele Danish Crowns værdikæde. Vi forventer desuden at drage nytte af mange synergier mellem Bodmin og Zandbergen, konstaterer Tulip Food Companys europæiske salgsdirektør René M. Olsen i en meddelelse til »Krogen«.

Hør om svinepest via podcast

Hvad sker der, hvis en dansk besætning bliver ramt af afrikansk svinepest? Det blev der sat fokus på i indlægget »Breaking: Ramt af svinepest« på sidste års Svinekongres. Her blev hele processen lavet som en form for teater, hvor alle interessenter var med – fra svineproducenten selv til Fødevarestyrelsen.

Indlægget var så populært, at flere ville se videoen derfra. Det har ikke været muligt, men til gengæld har Seges Svineproduktion i stedet lavet en podcast på 30 minutter som et sammenkog på den populære session.

Du kan hente den gratis i din podcast-app: Søg på »Seges Podcast« – »Den dag svinepesten kom til gården«.

Afrikansk svinepestSvin