Porcus lader Fokus 35 brede sig mod Øst

Når Porcus Svinefagdyrlæger på tirsdag afholder møde i gruppen Fokus 35 Vital på Fyn og tre steder i Jylland, inviterer dyrlægerne samtidig til opstartsmøde på Sjælland.

Porcus Svinefagdyrlægers koncept Fokus 35 Vital har igen fået vokseværk. Det betyder, at udover gruppen på Fyn og grupperne i Jylland, så er turen nu kommet til de østdanske svineproducenter.

På tirsdag den 15. marts er der i Herlufmagle-hallen mellem Næstved og Ringsted således opstartsmøde for Fokus 35 Vital Øst.

Fokusområdet handler om at komme godt i gang med smart rygspækscanning og de nyeste huldanbefalinger.

Opstartsmødet indledes klokken 12 med sandwich og introduktion til Fokus 35 Vital ved svinedyrlæge Lars Morten Jensen.

To indlæg fra Dalum

Der er efterfølgende to indlæg, som livestreames fra Dalum Landbrugsskole, hvor den fynske erfagruppe mødes.

Herfra vil seniorkonsulent Camilla Kaae Højgaard fra Seges Innovation fortælle om de nye Seges-huldanbefalinger, som øger effektiviteten.

Anne Priebe, svinedyrlæge hos Porcus, vil dernæst give gode råd til at komme godt i gang med smart rygspækscanning.

Efter en kaffepause vil Lars Morten Jensen stå for en kort gennemgang af de produktionsparametre, som Porcus-dyrlægerne normalt arbejder med til Fokus 35 Vital-møderne, og der vil være mulighed for tilmelding til konceptet.

Læs også