Danish Crown hæver notering for svin med 60 øre

9,30 kroner. Så meget kan man forvente at få pr. kg svinekød i næste uge, hvis man leverer slagtesvin til Danish Crown.

+60 øre.

Sådan er justeringen af noteringen for både slagtesvin og søer for uge 12 for andelshavere i Danish Crown.

Det europæiske marked for fersk grisekød flytter sig hurtigt, og forventningen i markedet er, at prisbevægelsen opad i markedet kun lige er begyndt. Det skriver Danish Crown i virksomhedens ugentlige markedsberetning torsdag.

- Efter en lang periode med overudbud, der har præget markedet, er situationen nu vendt om, og efterspørgslen er højere. Det betyder, at det er blevet sælgers marked, og stort set alle afstår fra at indgå længerevarende kontrakter i det nuværende marked, siger Kasper Lenbroch, der er kommerciel direktør i Danish Crown.

Stigende priser

Priserne på delstykker som skinker og forender er forsat stigende, og det trækker også værdien af bove, og nakker med op. Efterspørgslen på brystflæsk, kamme og bacon er stabil, og her har priserne også fået et løft.

- Der er heldigvis ingen i markedet, der er i tvivl om, at priserne skal op, men alle er udfordret af de stigende omkostninger lige nu. Vi bliver dog hjulpet af et marked, der er i bedring, efterhånden som Covid-19 slipper sit tag i Europa. Og det er vigtigt, for i den sidste ende er forbruget helt afgørende for, at vi kan få priserne op på et niveau, hvor der igen er balance mellem vores ejeres omkostninger ved produktionen, og den pris vi kan betale for grisene, siger Kasper Lenbroch.

Til landene udenfor Europa er der et stabilt salg til Japan, mens afsætningen til Kina er på et uændret lavt niveau.

Knap 45.000 udsatte grise

Ifølge slagterikoncernen er det endnu engang lykkedes at reducere i antallet af udsatte grise.

- Som forventet blev tilmeldingen til indeværende af lavere karakter, og det betyder, at antallet af udsatte grise nu er reduceret til knap 45.000, eller hvad der svarer til lidt mindre end én gennemsnitlig arbejdsdag på Danish Crown slagterier.

Selvom noteringen tager et markant hop opad, er den stadig et stykke under den tyske notering.

Læs også