Kampagne med fokus på halebid starter på mandag

Kontrolkampagnen, hvor Fødevarestyrelsen ønsker at sætte yderligere fokus på, hvornår forholdene i besætningen egner sig til at holde grise med hele haler, starter nu.

Det er fra på mandag den 23. januar til den 30. juni 2023, at Fødevarestyrelsen gennemfører en kontrolkampagne om risikovurdering og dokumentation for halebid i grisebesætninger, som halekuperer eller holder halekuperede grise.

Det oplyste Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse torsdag.

Det er ikke lovligt at halekupere grise rutinemæssigt. Det følger af både EU-regler og danske regler om beskyttelse af grise. Halekupering er dog tilladt, hvis der i besætningen er skriftlig dokumentation for, at der er halebid, og hvis der før halekupering er foretaget og afprøvet en række tiltag med henblik på at forebygge halebid hos grisene.

Målet er hele haler

Ifølge Fødevarestyrelsen er det formålet med reglerne at reducere risici for halebid hos grise, så der ude i besætningerne kan holdes grise med hele haler. Ved at gennemgå besætningen og på den baggrund udarbejde en risikovurdering, rettes fokus mod de forhold, som kan udgøre risici for halebid.

På baggrund af risikovurderingen af besætningen skal der udarbejdes en handlingsplan, der beskriver, hvordan og hvornår problemer med halebid bliver løst. De forhold, som kan udbedres med det samme, eller som er en del af de daglige rutiner i besætningen, er ikke en del af risikovurderingen. De skal ikke beskrives i den tilhørende handlingsplan.

- Hvis der ikke er halebid i din besætning, og risikovurderingen viser, at der ikke er risici for halebid, så er forholdene i din besætning egnede til at holde grise med hele haler. Du skal da forsøge at holde grise med hele haler i besætningen. Din udarbejdede handlingsplan skal beskrive, hvorledes du gradvis begynder at have et par kuld eller et par stier med grise med hele haler. Hvis du indkøber grise, skal du indkøbe et antal grise med hele haler, oplyser styrelsen.

400 besætninger kontrolleres

Fødevarestyrelsens kampagne gennemføres i 400 besætninger med søer, smågrise eller slagtesvin. I besætninger med søer er der fokus på, om der er dokumentation for eller indhentet dokumentation fra modtagerne af grisene for, at der er behov for halekuperede grise, samt om selve indgrebet halekupering foregår efter reglerne.

I smågrise- og slagtegrisebesætninger er der fokus på, om der er dokumentation for halebid i besætningen, og om der er foretaget de nødvendige tiltag for at undgå halebid hos grisene. Det vil sige, om der er lavet en risikovurdering med tilhørende handlingsplan i besætningen.

- Det er dit eget ansvar at dokumentere halebid samt at udarbejde og opdatere risikovurderingen og handlingsplanen for din besætning, lyder det endvidere i meddelelsen, hvor Fødevarestyrelsen oplyser, at Seges har udarbejdet materiale til hjælp, ligesom din dyrlæge eller rådgiver også kan hjælpe dig.​

Dokumentation ved omsætning af halekuperede grise kontrolleres til foråret

Fødevarestyrelsen ønsker ikke kun at sætte fokus på, om det er nødvendigt at halekupere grise. Styrelsen varsler også en kontrol af dokumentationen ved mellemhandleres omsætning af halekuperede grise i april-maj måned.

Ved salg af levende halekuperede grise skal afsenderbesætningen have dokumentation fra modtageren, såfremt modtageren ikke kan håndtere grise med lange haler.

Ifølge Fødevarestyrelsen skal denne kampagne bidrage til at undersøge, om et eventuelt behov for halekupering er dokumenteret i hele grisens liv, da smågrise ofte sælges videre til opdræt i andre besætninger.

Den besætningsansvarlige, der sælger halekuperede grise, skal dermed indhente dokumentation på behovet for halekupering enten direkte fra modtageren eller via en mellemhandler.

Mellemhandleren skal have dokumentation på behovet for halekuperede grise, fra de modtagerbesætninger som mellemhandleren sælger halekuperede grise til. Mellemhandleren kan enten videregive dokumentationen fra modtagerbesætningen direkte til afsenderen eller lave en erklæring til afsenderen om, at det er nødvendigt at modtage halekuperede grise af hensyn til forholdene hos modtagerbesætninger.

Fødevarestyrelsen oplyser, at de kan kontrollere mellemhandlernes dokumentation fra modtagerne af grise på behovet for halekupering samt for mellemhandlerens videregivelse af denne dokumentation til afsenderbesætningen.

Kilde: www.foedevarestyrelsen.dk

Læs også