Afrikansk svinepest på danskejet gård i Rumænien
Tirsdag eftermiddag udsendte den danskejede landbrugsvirksomhed DCHI en meddelelse om, at én af deres gårde i Rumænien havde fået konstateret afrikansk svinepest. Biosikkerheden var betragtet som i den absolutte top globalt og udbruddet kommer derfor som et chok, siger direktør Lars V. Drescher.

Lars V. Drescher, der er administrerende direktør i DCH International, siger udbruddet af ASF kommer som et chok.
Afrikanske svinepest er netop blevet bekræftet på en svinefarm i Rumænien ejet af det danske DCH International. Det drejer sig om sobesætningen på farmen Olsuin i Braila amt.
- Med det formål at isolere udbruddet er gården sat i øjeblikkelige karantæne i overensstemmelse med gældende lovgivning. Besætningen er på cirka 5.400 søer med grise til fravænning. De i alt 26.000 søer og pattegrise vil blive slået ned hurtigst muligt, efterfulgt af rengøring og desinfektion, lyder det i meddelelsen fra DCHI.
Lars V. Drescher, der er administrerende direktør i DCH International, understreger, at man i virksomhedens 14 år med drift i Rumænien hele tiden har prioriteret biosikkerhed og dyrevelfærd meget højt.
Maksimal biosikkerhed
- To af verdens førende veterinærer indenfor ASF har fysisk gennemgået vores samlede biosikkerheds set-up og vurderet, at det ligger i den absolutte top af, hvad der findes globalt. Derfor er det naturligvis et chok, når vi for første gang står over for en sådan situation på én af vores egne farme.
- Det er et hårdt øjeblik, hvor organisationen skal stå sammen som et hold, hvilket vi altid har gjort, udtaler Lars V. Drescher.
Efter nedslagning, rengøring og desinfektion vil DCHI hurtigst muligt genetablere produktionen.
- Det er for tidligt at sige noget om tabets størrelse, eller præcist hvornår vi kommer i produktion igen på Olsuin. Driften på vores øvrige otte gårde i Rumænien fortsætter ufortrødent i mellemtiden, siger Lars V. Drescher.