Tocifrede milliardbeløb i euro er på spil for de tyske landmænd og fødevareindustrien i den aktuelle situation, hvor et vildsvin formodes smittet med afrikansk svinepest.
Et marked der fuldstændigt kollapser.
Det er det skrækscenarie, som man frygter i den tyske landmandsorganisation Deutsche Bauernverband (DBV). Meldingen kom sidste år fra DBV-generalsekretær Bernhard Krüsken i kølvandet på, at afrikansk svinepest (ASF) rykkede stadig tættere på Tysklands grænser.
Nu er ASF en realitet i den tyske vildsvinebestand i det østlige Tyskland. Og Bernhard Krüsken analyse har lydt, at et ASF-udbrud i Tyskland vil være fulgt af, hvad han betegnede som et økonomisk katastrofalt scenarie.
Det skete med henvisning til, at alle eksportlande uden for EU lukker øjeblikkeligt, hvis et ASF-udbrud bekræftes. Følgen bliver ifølge Bernhard Krüsken, at svinepriserne i Tyskland vil falde drastisk.
Gigantisk milliardtab
For et år siden lød Bernhard Krüsken vurdering over for Agrarheute, at ASF vil koste tysk landbrug to til tre milliarder euro om året, svarende til 15-22,5 milliarder kroner.
Hans vurdering var desuden, at hele fødevareindustrien i Tyskland vil bløde et tocifret milliardbeløb i euro årligt som følge af ASF.
DBV frygter på den baggrund en eksistentiel krise for mange svineproducenter og også for virksomhederne i branchen i tilfælde af et ASF-udbrud.
Eksport kan måske fortsætte
Hos de tyske svineproducenters interesseorganisation Interessengemeinschaft der Schweinehalter Deutschlands (ISN) har vurderingen fra adm. direktør Torsten Staeck været den, at det scenarie, vi nu ser, med et dødt vildsvin med svinepest i Brandenburg ikke umiddelbart ville resultere i nogen handelsforbud internt mellem forbundslandene i Tyskland eller internt i EU.
Han har samtidig udtalt, at han ikke anser det for umuligt, at kineserne vil fortsætte med at købe tysk svinekød, hvis ASF kan begrænses til vildsvin.
Rammes også tyske staldgrise, er situationen ifølge de tyske landboorganisationer imidlertid katastrofal.