Data fra PRRS-ramte besætninger søges

For at kunne opgøre tab i forbindelse med smitte med den nye PRRS-variant fra sidste år søger Seges Svineproduktion produktionsdata fra ramte besætninger.

I sommer blev cirka 40 besætninger smittet med en ny PRRS-variant, som var spredt fra Hattings ornestation i Horsens. Efterfølgende er der blevet rapporteret om stigende pattegrisedødelighed, reproduktionsproblemer og endda døde søer.

For at kunne dokumentere, hvad smitte med den nye PRRS-variant koster, samler Seges Svineproduktion produktionsdata fra de smittede besætninger.

- Vi har indtil videre indgået aftale med 15 besætninger om deling af data. Men vi håber selvfølgelig, at de sidste besætninger ønsker at dele deres data med os, så vi kan blive klogere på, hvad omkostningerne i forbindelse med den nye PRRS-variant er, siger afdelingsleder og specialedyrlæge Charlotte Sonne Kristensen i en meddelelse på svineproduktion.dk.

Store tab

Allerede nu viser data fra de første besætninger, at der er tale om store tab.

- Vi har opgjort data fra tre af besætningerne 2-3 måneder før og efter smitte, og der er pattegrisedødeligheden steget med en faktor 1,8-3,9, siger Michael Groes Christiansen, erhvervsøkonom i Seges.

Er du smittet med PRRS fra ornestationen, og ønsker du at dele dine data, kan du kontakte Charlotte Sonne Kristensen hos Seges.

cab

Læs mere om Danmark saneres for PRRS

En samlet dansk svinebranche er gået sammen om en national plan for at reducere forekomsten af PRRS blandt danske grise. Men hvad er det egentlig, og er det muligt helt at udrydde den smitsomme sygdom?

Læs mere her

Læs også