Færre behandlinger med ny proteinkilde
I efteråret blev en proteinkilde lanceret på det danske marked, der siden 2018 har været Agilias hurtigst voksende produkt i Europa nogensinde. Proteinkilden tegner nu også til at være en succes blandt danske producenter.

Proteinkilden Cellpro har givet flere positive resultater i forbindelse med fravænning af svineproducenten Kim Kirkebys smågrise. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
- Jeg kan se på mine grise, at vi har en langt lavere diarréfrekvens. Jeg estimerer, at vi har mindsket 30 procent af vores antibiotikabehandlinger i perioden på halvanden måned. Kombinationen med at grisene har mindre diarre, medvirker også til, at vi behandler mindre.
Ordene kommer fra svineproducent Kim Kirkeby, der har en besætning på 350 søer og producerer 11.500 smågrise om året ved Ryde mellem Holstebro og Vinderup.
Kim Kirkeby har brugt Cellpro og har netop genbestilt proteinkilden fra Agilia på baggrund af de positive resultater, som han har opnået i forbindelse med fravænning af smågrisene.
Lavere dødelighed
Kim Kirkeby har også oplevet, at dødeligheden er faldet med 30 procent.
- Det er estimereret ud fra ugentlige registreringer, hvor vores tal for både behandling og dødelighed er blevet lavere, påpeger producenten.
- Det er også derfor jeg har genbestilt produktet - fordi jeg synsmæssigt og på tallene kan se en forskel på mine grise. Selvfølgelig er prisen afgørende for produktet, men i og med, at jeg bruger mindre antibiotika og har færre døde grise er det en god investering.
Færre problemer
Der anvendes fortsat zink i produktionen. Et værktøj, som Kim Kirkeby endnu ikke har haft mod på at fjerne helt.
- Jeg bruger medicinsk zink og antibiotika. Vi har indtil videre ikke haft lyst til at tage den medicinske zink ud af produktionen, men jeg vil gerne begynde at lave forsøg uden brug af zink, påpeger han, og vurderer, at det med Cellpro vil gå produktionsmæssigt bedre ved en udfasning.
I besætningen er der for noget tid siden investeret i et mælkeanlæg, som anvendes med stor succes.
- Hos os handler det om at fravænne så store grise som muligt. Så alle mine tiltag leder op til at skabe større grise ved fravænning. Her er vores mælkeanlæg og Cellpro en del af optimeringen af fravænningen. Lige nu er gennemsnitsvægten ved fravænning 6.5 kilo, men jeg vil gerne op på plus syv kilo, lyder det fra Kim Kirkeby.
I smågrisestalden oplever han de almindelige fravænningsproblemer som diarré og følgesygdomme deraf.
- Vi har også døjet med noget mellemøre- og hjernebetændelse, som vi har skullet have bugt med, men overgangen til Cellpro har været med til at minimere det hele med en tredjedel, lyder producentens vurdering.
Intet quick fix
Agilia er netop en af de virksomheder, der længe har arbejdet på at levere et produkt, der kan være et led i udfasningen af medicinsk zink. En proteinkilde, der både kan forebygge sygdomme og samtidig booste grisenes immunitet. – Og interessen for en sådan proteinkilde er stor.
- Det er vores hurtigst voksende produkt nogensinde, lyder det fra teknisk salgschef hos Agilia, Kristian Juul Volshøj, om proteinkilden Cellpro, der i efteråret blev introduceret på det danske marked, men ellers har været på markedet i de øvrige europæiske lande siden 2018.
Ifølge Kristian Juul Volshøj, er der ikke bare tale om en proteinkilde, men om et produkt der har en sundhedsfremmende effekt i grisens tarm, og kan binde patogener som E. coli og salmonella, så grisen ikke bliver presset sundhedsmæssigt.
- Vi tror ikke på, at der er et tryllepulver, der kan gå ind og klare problemerne i forbindelse med fravænning og udfasningen af medicinsk zink. Vi skal nærmere have fat i et koncept, hvor vi som leverandører specialiserer os og holder vores fokus indenfor et specifikt område i grisens liv. For det er mange faktorer der spiller ind – herunder management og staldforhold, påpeger han og tilføjer:
- Hos Agilia har vi især fuld fokus på grisen fra fødsel til de 15-18 kilo i smågrisestalden.