Hvorfor spiller Big Data-systemer ikke sammen?

- Når en rød traktor kan spille sammen med en grøn maskine, hvorfor i alverden kan det så ikke lade sig gøre at få de forskellige Big Data-systemer til at spille sammen, lød det retorisk fra salen, da en chefforsker samt en målefirmarepræsentant ville oplyse om muligheder og faldgruber ved at bruge måleværktøjer i sin besætning.

Nogle ville mene, at vi lever i en gylden tid. En tid med ufattelige muligheder for at bruge computere og digitale værktøjer til at måle på svinebesætninger for at forbedre profitten, dyrevelfærden og motivationen hos medarbejderne, når de kan se, at deres indsats giver mening og kan måles konkret.

Det var i hvert fald et af budskaberne fra henholdsvis Hans Ulrik Jensen, Pig Production Specialist fra firmaet Skov, og chefforsker Claus Hansen, Seges Svineproduktion.

Vejen, til at det bliver helt gyldent, er dog stadig lang. Selvom data kan bruges til meget, for eksempel i forhold til FE, så er der udfordringer, som mangler at blive løst. Dataene fra de forskellige firmaer kan nemlig kun sjældent spille sammen med andre systemer, hvis man ønsker at kombinere forskellige måleværktøjer, hvilket blev påpeget af et par stykker blandt publikum.

En ung svineproducent efterspurgte eksempelvis en samlet platformsløsning fra Seges.

Svineproducenten Kim Kjær Knudsen var heller ikke sen til at blande sig.

- Når man nu kan få en rød traktor til at kommunikere med en grøn maskine, så kunne det da være rart, at man også ville kunne gøre det med disse systemer. Jeg er dog ikke sikker på, at det ligefrem skal være Seges, der skal stå for det, sagde han.

Hvem ejer dataene?

- Det er derhen, vi alle gerne vil i sidste ende. For hvem skal overhovedet eje dataene. Er det firmaerne eller er det landmændene selv. Men hvem skal betale gildet for, at systemerne kan spille sammen? Det er det helt korte spørgsmål. For alle vil jo gerne tjene penge, lød det fra Claus Hansen.

En anden udfordring er, at der er mange besætninger, som ikke indleder med at stille nogle helt basale grundspørgsmål. For eksempel: Hvad er det overhovedet, vi vil have ud af det? Hvordan skal vi handle ud fra dataene? Hvor tit skal vi måle? Og hvem skal overhovedet læse dataene ude i de enkelte besætninger?

- Når vi ser på en graf over eksempelvis antal host, deres vandindtag eller andet, så giver de her måleværktøjer god mening. Men hvad skal man gøre lige, når man begynder at se, at der hostes? Sagde Claus Hansen.

Brug sund fornuft

- Hvad enten man køber sig til det ene eller det andet skal man også huske, at man aldrig bør bruge det som en sovepude. Der vil ikke komme en løsning, hvor en computer er et kontroltårn, som viser hele vejen. Man kan ikke handle kun ud fra tal alene, da det er kompleks biologi, der er på spil. Man skal jo stadig gå ude blandt dyrene og selv se det, sagde Claus Hansen, der netop påpegede, at det store arbejde består i, at alarmerne i selve computersystemet spiller sammen med alarmklokkerne hos medarbejderne.

- Der er ikke noget værre end et system, hvor alarmen lyder, men der intet er at se ved selvsyn blandt dyrene, eller omvendt hvor man kan se, at der er noget galt, men der ikke er nogen alarm i computeren. Så bliver man bare træt af det, sagde Claus Hansen til det engagerede publikum.

alexander@effektivtlandbrug.dk
telefon 63 38 25 33

Læs også