Den tyske notering faldt i går med 2 cent til 1,83 euro pr. kg (13,63 kroner).
1,85 euro pr. kg er p.t. for meget. Det var budskabet fra Tysklands største slagteri, Tönnies, i onsdags (i sidste uge, red.), da virksomheden meddelte, at man ikke vil acceptere noteringsstigningen på 5 cent, men i stedet for betaler en huspris på 1,80 euro. Slagteriet Vion i Tyskland fulgte efter, mens Westfleisch og det tyske Danish Crown var villige til at betale den højere notering. Imidlertid signaliserede Westfleisch allerede i sidste uge, at virksomheden også vil komme med en huspris, hvis den tyske slagtesvinenotering ikke sænkes i den næste slagteuge, skriver Danske Svineproducenter.
Slagtesvineproduktionen falder i Tyskland, og der står ikke mange slagteklare grise til rådighed for tiden. Derfor er det rimeligt, at de tyske omsætterorganisationer kræver højere priser for slagtesvin. På den anden side lever specielt det europæiske kødmarked endnu ikke op til forventningerne. De tyske slagterier kan således ikke give prisstigningen på slagtesvinemarkedet videre til kødmarkedet i fuldt omfang. Økonomisk set er den nuværende markedssituation sikkert ikke nem for slagterierne. Derfor er slagterierne nødt til at bremse prisstigningen på levendemarkedet for tiden, lyder det fra svineproducenterne, der tilføjer:
Slagteriet Tönnies forklarer på virksomhedens hjemmeside, at man p.t. ikke må overdrive det med prisstigninger. Markedet skal vænne sig til det nye prisniveau, men det tager bare lidt mere tid. Udsigten er fortsat god, og Tönnies forventer, at svinepriserne vil blive på højt niveau over sommeren.