Nye muligheder med ny Lawsonia-vaccine

MSD Animal Health lancerer nu en intramuskulær Lawsonia-vaccine, der giver mulighed for et fleksibelt og arbejdsbesparende vaccinationsprogram.

Med Danmark som det allerførste land i Europa lancerer MSD Animal Health nu den intramuskulære Lawsonia-vaccine: Porcilis Lawsonia Vet. Det meddeler producenten i en pressemeddelelse.

Lawsonia-bakterien findes i de fleste danske svinebesætninger og kan være årsag til nedsat tilvækst og forringet foderforbrug, endda uden at grisen har diarré. Ifølge producenten har kun oral vaccination hidtil været mulig

- Den intramuskulære administration af Porcilis Lawsonia Vet giver en høj sikkerhed for korrekt dosis til den enkelte gris. Porcilis Lawsonia Vet indeholder en dræbt bakteriestamme, hvilket betyder, at antibiotika-behandling og vandrørs-desinfektion om nødvendigt kan foretages samtidig med vaccination, udtaler teknisk chef Gitte Blach Nielsen.

Fleksibelt

Den nye vaccine er godkendt til reduktion af diarré, dødelighed, fald i daglig tilvækst, bakterieudskillelse og læsioner i tarmen forårsaget af infektion med Lawsonia intracellularis.

Vaccinen gives til grise fra 3-ugers alderen og yder ifølge producenten beskyttelse i 21 uger.

Porcilis Lawsonia Vet kan gives alene eller blandes med Porcilis PCV M Hyo.

Landmand og dyrlæge kan frit vælge, om en injektion på 2 ml alene skal beskytte grisen mod Lawsonia eller mod de tre infektioner: Lawsonia, PCV2 og mykoplasma-lungesyge, meddeler MSD Animal Health.

Lawsonia

● Lawsonia intracellularis (L. intracellularis) er en stav-formet, til tider let krøllet, bakterie, der inficerer den sidste del af tyndtarmen og første del af tyktarmen

● Det er en »obligat, intracellulær« bakterie, hvilket betyder, at den ikke kan formere sig ved egen hjælp og derfor invaderer grisens tarmceller for at udnytte disses ressourcer

● Denne invasion og senere opformering til talrige Lawsonia-bakterier påvirker tarmcellerne, så de deler sig eksplosivt og gør tarmslimhinden tyk (i værste tilfælde kan den ligne en cykelslange)

● Derudover nedsættes tarmcellernes optag af næringsstoffer, hvilket påvirker grisens tilvækst og foderforbrug. Disse forandringer kan resultere i synlig diarre, men gør det langt fra altid

Kilde: MSD Animal Health

Læs også