Nutrimin: Overraskende mange er klar til fravænning uden brug af zink

En stor andel af Nutrimins kunder fravænner uden medicinsk zink - nogle med bedre resultater, andre med varierende grad af udfordringer, mens andre igen prøver fodervirksomhedens SAFE-blandinger af med blandt andet et lavere proteinindhold.

- Forbuddet mod brug af høje doser af zink ved fravænning af smågrise nærmer sig med hastige skridt. Hos Nutrimin har vi efter nytår kontaktet mange kunder for at høre, hvordan de har tænkt sig at takle denne nye udfordring, og vi er noget overraskede over de svar, vi har fået.

Sådan lyder det fra salgsdirektør hos Nutrimin, Torben Nielsen i Nutrimin Ugenyt.

I nyhedsbrevet oplyser han, at en overraskende stor andel af Nutrimins kunder allerede er i gang med fravænning uden zink, hvilket de i virksomheden ikke havde forventet.

- Disse svineproducenter er fortsat på de foderløsninger, de anvendte i forvejen, nu bare uden tilsat zink. Disse kunder oplever bedre ædelyst, bedre resultater, men typisk også enkelte fravænninger, hvor læsset »vælter«, og medicinering er nødvendig. Andre tilsætter konsekvent medicin til vandet omkring fravænning og kan derved styre maverne hos smågrisene, fortæller Torben Nielsen.

SAFE-blandinger

Salgsdirektøren oplyser endvidere, at andre af virksomhedens kunder er i fuld gang med Nutrimins »SAFE«-løsninger, som er kendetegnet ved brug af råvarer med høj fordøjelighed, god smag, fibre, store mængder syre etc., men med et lavere proteinindhold i det færdige foder end man typisk anbefaler.

- Her er strategien, at foderoptagelsen skal i gang hurtigt. Der accepteres lavere tilvækst først i perioden, og så skal grisen vokse hurtigt i den sidste periode i klimastalden. Vi får generelt gode tilbagemeldinger på SAFE-blandingerne, men må også erkende, at det ikke altid er nok til at sikre en problemfri fravænning.

Erfaringer fra Holland

Ifølge Torben Nielsen har hollænderne længe fravænnet uden zink, og han påpeger, at Nutrimin nu drager nytte af erfaringerne via virksomhedens nye partner Trouw.

- Nogle af ideerne er allerede inkorporeret i SAFE-sortimentet, både i vores koncentrat- og færdigfodersortiment, men vi markedsfører også Milkywean færdigfoder i piller/crumbles. Dette er primært til producenter, der ikke kan håndtere mel, eller som foretrækker piller/crumbles.

- Endelig tror vi også på, at tilsætning af syre via vandet er en vigtig del, hvis man vil have succes med fravænning uden zink. Vi har efterhånden mange erfaringer med NutriNovo syren via vandet, men vi har nu også adgang til syrer fra Selko, hvilket også anvendes mange steder med god succes.

Flere faktorer i den gode fravænning

Salgsdirektøren konkluderer endelig, at fravænning uden zink i de fleste tilfælde ikke løses via foder alene.

- En kombination af fokus på management og general sundhed fordrer den gode fravænning. Vi opfordrer vores kunder til at få taget hul på udfordringerne hurtigst muligt, og Nutrimin deltager gerne med input omkring foder og management, gerne i samarbejde med dyrlægen og øvrige rådgivere, lyder det fra Torben Nielsen.

Læs også