Volvo først med fossilfrit stål i sine lastbiler
Som verdens første lastbilproducent introducerer Volvo Trucks nu fossilfrit stål i sine lastbiler.

Volvo Trucks er den første i verden til at anvende fossilfrit stål i sine lastbiler. Stålet vil blive brugt i lastbilernes chassisrammer. Pressefoto
Stålet er produceret af den svenske stålproducent SSAB, og Volvos kraftige elektriske lastbiler bliver de første, hvori det fossilfri stål vil indgå.
Stålet fra SSAB er produceret ved hjælp af en helt ny teknologi baseret på brint. Resultatet er en meget lavere klimabelastning end fra konventionelt produceret stål. Introduktionen af det fossilfri stål i Volvos tunge elektriske lastbiler begynder i 3. kvartal i år.
- Vi vil øge brugen af fossilfri materialer i alle vores lastbiler for at gøre dem CO2-neutrale, ikke kun under driften men også, når det gælder de materialer, de er bygget af, siger Jessica Sandström, Senior Vice President Product Management på Volvo Trucks i en pressemeddelelse.
Det første stål, der produceres med SSABs brint-teknologi, vil blive brugt i lastbilernes chassisrammer, der udgør lastbilernes rygrad, hvorpå alle andre hovedkomponenter monteres. Efterhånden som tilgængeligheden af fossilfrit stål øges, vil det også blive brugt i andre dele af lastbilerne.
I dag består cirka 30 procent af en ny Volvo-lastbil af genbrugsmaterialer, og op til 90 procent af lastbilen kan senere genbruges ved afslutningen af dens levetid.