»So ein Ding müssen wir auch haben«.

Sådan er der tilsyneladende en del planteavlere, der tænker, når de ser nyskabelsen fra Løkkes Maskinfabrik - den spritnye og fuldautomatiske Power Mix afgrødeomrører.

Allerede inden de første anlæg er testkørt færdigt hos maskinfabrikken i Bøvlingbjerg syd for Lemvig i Vestjylland, har der således været stor interesse for afgrødeomrøreren.

- Vi har solgt to-tre anlæg til kunder, der, da de hørte om tankerne bag anlægget, bestilte et anlæg. For sådan ét skulle de bare have til den kommende høst, forklarer Jacob Aarlit Gade, der er projektkonsulent hos Løkkes Maskinfabrik med speciale i tørrerier.

Vogn og bom arbejder sammen

Power Mix’eren er målrettet planteavlere med eget plantørreri, og systemet henvender sig til frøavlere såvel som kornavlere.

Projektkonsulenten forklarer, at anlægget fungerer ved, at en bom med to omrørere monteret på siden, der er bygget sammen med en lille vogn, får anlægget til at køre henover planlageret.

- Vognen kører frem og tilbage og aktiverer en kontakt, der får bommen med omrørerne til at flytte sig lidt frem. Hastigheden afhænger af afgrøden, som Power Mix’eren arbejder i, forklarer Jacob Aarlit Gade.

Systematisk gennemrøring

Selve fremkørslen foregår systematisk i trin, således at hele stakken i planlageret bliver systematisk gennemrøret.

Systemet kan bære lagerbredder på op til 12-15 meter, mens længden på plantørreriet i princippet kan være uendeligt, forklarer projektkonsulenten fra Løkkes Maskinfabrik

- Som nævnt henvender systemet sig til alle. Men ikke mindst frøavlere, som måske i dag bruger en læsser og manuel omrøring i stakken, kan med fordel sænke tørretiden, øge effektiviteten og ligeledes højne kvaliteten i frøene ved at få en god, systematisk omrøring, vurderer Jacob Aarlit Gade.

Planteavlere inviteres til demonstration

Power Mixeren giver mulighed for, at man hurtigere end ellers kan få tørret sine afgrøder ned.

- Blandt andet fordi vi kan tillade os at tilføre lidt mere varme til afgrøden end ellers uden risiko for kondensdannelse, fordi omrøringen sker effektivt og systematisk, nævner projektkonsulenten.

Løkkes Maskinfabrik planlægger i den kommende tid at invitere interesserede planteavlere ind på fabrikken til en demonstration af det nye fuldautomatiske Power Mix-omrøringsanlæg.

Planter