En ny udgave af New Hollands W80C kompakte hjullæsser med lang arm rammer det danske marked. Også motorprogrammet moderniseres til Stage V.
New Holland introducerer nu en kompakt 6 tons W80C-hjullæsser med Stage V motor til det danske marked.
Der er tale om en ny, skræddersyet landbrugsmaskine med lang arm.
Armen er således 37 cm længere end den nuværende models såkaldte ZB-arm – og det giver ifølge New Holland en rækkevidde i strakt arm på yderligere 20 cm. Dermed når skovlen op i 3 meter, hvilket er en fordel ved f.eks. fyldning af en fodervogn eller en trailer.
Allerede her til foråret vil der være demomaskiner til rådighed hos New Holland-forhandlerne.
- Så hvis man vil vide mere om den nye W80C med lang arm, er den lokale New Holland-forhandler klar til demo, pointeres det fra New Holland.
Samme redskaber til flere maskiner
Udover den lange arm er det nu også muligt at vælge et Euro-hydraulisk skifte, når man bestiller en ny maskine fra fabrikken. Det vurderes ifølge producenten at være vigtigt, da W80-læssere hos mange kunder arbejder sammen med en traktor med frontlæsser eller måske endda erstatter denne efterhånden, som der opstår behov for at kunne løse flere læsseopgaver.
Det hydrauliske skifte gør det muligt at anvende redskaber på flere forskellige maskiner. F.eks. kan skovlen fra traktorens frontlæsser også bruges på den kompakte hjullæsser.
- Vi er glade for at kunne introducere disse forbedringer til det danske marked, og vi forventer os en del af disse maskiner i 2021.
- Introduktionen af den nye model gør programmet af anerkendte New Holland-læssemaskiner mere komplet, og vi imødekommer efterspørgslen efter højere løftekapacitet – en efterspørgsel som stiger i takt med, at fodervogne også er blevet højere, siger Martin Tornøe, der er business manager CE Equipment, Danmark og Sverige.
jll@effektivtlandbrug.dk
telefon 63 38 25 48