Det er blot fem måneder siden, at Teknik Partner var klar med en længe efterspurgt løsning til fjernstyring af et Datamix 5000-foderanlæg. Alligevel har virksomheden allerede solgt og monteret 50 bokse, og flere er i ordre.
- Vi prøver hele tiden at gå forrest med det, kunderne har brug for. Vi vil være dem, der kommer med den gode investering – løsninger der gør hverdagen lettere for landmanden.
Ordene kommer fra Jesper Kiib, der sammen med Phillip Andersen driver virksomheden Teknik Partner. Og det er ord, der er meget dækkende for den oplevelse, som nu godt 50 svineproducenter med Datamix 5000-foderanlæg har erfaret med løsningen til fjernstyring af deres anlæg. For dem er hverdagen nu blevet meget lettere.
Der er tale om en løsning, hvor en KVM-boks gør det muligt at fjernstyre anlægget direkte via smartphone. Udover en investering i boksen, der installeres ved anlægget og en fast IP-adresse, kræver fjernstyringen kun, at man downloader en app på telefonen og så en netværksforbindelse.
- Nu har jeg været med indenfor IT og teknik til landbruget i over tretten år, og lige så længe jeg kan huske, er jeg blevet spurgt til muligheden for fjernstyring af anlægget fra telefonen. Med de gamle bokse har det bare ikke kunnet lade sig gøre, fortæller Jesper Kiib om løsningen, der nu er fundet, og som godt 60 svineproducenter allerede har taget til sig, hvoraf de 10 stadig er på ordrelisten og blot skal installeres.
En løsning med succes
Hos Teknik Partner er strategien med løsningen til Datamix-5000, at kunden skal være tilfreds, ellers tager virksomheden boksen tilbage.
- Og vi har da endnu ikke fået nogen retur. Tværtimod, så erfarer vi, at rygtet om de positive erfaringer spredes fra mund til mund og løsningen fortsat efterspørges – endda også fra kunder, der vil bestille nummer to, tre eller fire, så de har muligheden for fjernstyring fra hver enkelt satellit-ejendom, fortæller Jesper Kiib, der tilføjer, at flere kunder siger: »Hvis bare vi havde haft det her for 10 år siden. Så havde vi været sparet for meget bøvl ved alarmer og ekstravagter til ejendommene«.
- Nu kan en mand passe alle steder, da foderanlægget kan betjenes lige så godt fra telefonen, som hvis du stod ved computeren i foderladen. Mange kunder siger derfor også, at det har gjort livet meget lettere for dem, fortæller Jesper Kiib, om tilbagemeldingerne der vidner om, at løsningen er blevet en kæmpe succes.
Han lægger heller ikke skjul på, at de virkelig også er gået efter et kvalitetsprodukt, der kan blive ved med at holde. Samtidig oplever han, at mange kunder selv ser flere og flere muligheder i løsningen.
- Mange bruger det også til indtastning, imens de går rundt i stalden, når de skal forklare medarbejdere om et problem, eller når blot de sidder ved frokostbordet og skal bruge nogle data, og slipper for at rejse sig for at gå til computeren.
IT til mange områder
Ved at Teknik Partner nu er IT-kyndige i forvejen, så får de ofte løst flere andre ting på ejendommen, når de alligevel er ude for at installere boksen til fjernstyring.
- Så får vi det hele sat op, så det passer sammen med andre ting, forklarer Jesper Kiib, imens han er i færd med at installere kameraovervågning af foderbordet på en kvægejendom.
Kameraovervågning er imidlertid en installation, der generelt vinder indpas rigtig mange steder i denne tid.
- Vi arbejder med kameraovervågning til alle formål - også til at holde øje med transponderstationer i svinestalde. Det er der flere og flere, der investerer i. Også i forhold til at finde ud af, hvad det er, der sker, når der ikke er folk i stalden.
Overvåger ubudne gæster
Ligeledes er kameraovervågning i forhold til ubudne gæster noget der vinder frem – og ikke mindst til brug for dokumentation.
- Mange svineproducenter er begyndt at få installeret kameraovervågning ved udleveringsrampen, for at komme udover den tvivl der kan være om, hvornår det er, grisen får en skade, inden de er nået ind på slagteriet. Så kan producenten sende filmen til slagteriet, og på den måde dokumentere, at grisene ikke havde skader, da de forlod udleveringsrampen, fortæller Jesper Kiib nærmere, om blot enkelte af de løsninger, som virksomheden er behjælpelige med, for at lette arbejdet for sine kunder.
cab@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 20 96 65