Frem mod høst er det højsæson for Sukup Europe, der leverer totalløsninger til korntørring og opbevaring. For tiden må selskabet dog kæmpe mod corona-truslen.
KORN: De har sat alle sejl til hos Sukup Europe for at kunne navigere igennem det stormvejr, som corona-epidemien har spredt ud over Danmark. For selv om stort set alt er ændret, handler det om at holde hjulene i gang i selskabet, også selv om Danmark er voldsomt påvirket af coronavirus.
- Vi skal sælge, servicere, varemodtage, udlevere, montere og selvfølgelig fakturere rigtig meget lige nu og frem til høst. Derfor er der ikke plads til, at vi går i stå, for det vil gå ud over vores kunder og landbruget. Vi har en forpligtigelse overfor landbruget til at holde vores virksomhed i gang, fastslår Jens Erik Iversen.
Han er direktør i virksomheden, som gennem 60 år blev drevet under navnet DanCorn, men som i dag har amerikanske ejere og kaldes Sukup Europe.
Tilpasningsevne
Forleden havde alle administrative medarbejdere hos Sukup flyttet deres arbejdsplads hjem. Kort efter var de oppe at køre igen, fordi it-systemerne og datadisciplinen forinden har været god.
- Vi er meget stolte over, at det gik så let. Det samme gælder den efterfølgende evne til at tilpasse os og få indarbejdet Skype-møder i dagligdagen, lyder det fra Hedensted-virksomheden.
Han roser sine ansatte for stor fleksibilitet på arbejdspladsen, selv om den er flyttet hjem.
- Kort sagt kan vi det samme som før på kontoret, men selvfølgelig med små udfordringer. Det at flytte sit kontor hjem i det private kontor, stuen, eller soveværelset, er ikke lige let, når resten af familien samtidig er til stede i nogle tilfælde, men igen - vores medarbejdere udviser ekstrem høj fleksibilitet til at løse det hele i vores højsæson, som er nu, fastslår Jens Erik Iversen og tilføjer:
- Som vores statsminister og alle partier så fint udtrykker det; »Vi skal gøre noget, og hellere for meget end for lidt«. Så det gør vi.
Ny procedure i hele firmaet
Det er naturligvis ikke kun de administrative medarbejdere hos Sukup, der arbejder under nye betingelser. Det gælder hele firmaet.
For eksempel har Sukup ændret proceduren ved service hos landmanden, så man fremover mødes uden for i det fri. Og medarbejderne siger pænt nej tak til den ellers obligatoriske en kop kaffe.
- Vores lager- og servicechef, Benny Madsen, fik også ret hurtigt koordineret en respektafstand på lagret og mellem chauffører og egne servicefolk. På lageret har vi en kollega, der ønskede en forhøjet sikkerhed af personlige årsager, og det blev uden problemer tilkendt, forklarer Jens Erik Iversen.
Firmaets medarbejdere i produktionsområdet kan også mærke til de nye tider. Der er således blevet lavet et afspærret område omkring den enkelte arbejdsplads, hvor det kun er den enkelte medarbejder, der arbejder i, og ingen andre har adgang til området.
- En helt fantastisk løsning, som ikke krævede megen koordinering, men som sikrer en fortsat produktion af vores omrøresystemer til tørresiloerne, og kollegaen kan forsætte sit vigtige arbejde med en forhøjet sikkerhed, pointerer Jens Erik Iversen.