Tilskud til efterafgrøder er lige på trapperne
Fra 1. februar kan man søge tilskud til efterafgrøder og en række alternativer under ordningen målrettet kvælstofregulering.

Tilskuddet pr. hektar efterafgrøde er 529 kroner. Vælges et alternativ, får man tilskud ud fra den miljøeffekt, det valgte alternativ har.
Det lyder lidt som en Olsen Banden-film. Men den er skam god nok. Og Landbrugsstyrelsen har da også en plan. Aktionen starter 1. februar præcis kl. 7.00. Her åbner Tast selv-service, hvor man i år kan søge tilskud til ordningen målrettet kvælstofregulering.
- Når Tast selv-service åbner 1. februar kl. 7.00 kan du søge tilskud til efterafgrøder og en række alternativer, hvis du har marker i områder, hvor der er behov for at reducere kvælstofudvaskningen. Nogle områder åbnes dog først den 1. marts, oplyser styrelsen. nedenstående.
Tilskuddet pr. hektar efterafgrøde er 529 kroner. Vælges et alternativ, får man tilskud ud fra den miljøeffekt, det valgte alternativ har.
Man søger tilskud i Fællesskemaet. På ansøgningssiden vælges, hvad man søger tilskud til. Når man vælger et alternativ, regner systemet automatisk ud, hvor mange hektar efterafgrøder, det svarer til, og hvor meget man kan modtage i tilskud.
To runder
Første runde åbner som nævnt 1. februar, hvor det er muligt at søge tilskud i områder, der har et indsatsbehov i forhold til grundvand, eller et indsatsbehov i forhold til kystvand og lav retention. Anden runde åbner 1. marts, hvor det også er muligt at søge tilskud i områder, der har et indsatsbehov til kystvand og høj retention.
Så længe ansøgningsrunden er åben, kan man frit ændre sit valg af efterafgrøder eller alternativer. Dog skal man være opmærksom på, at man ikke kan søge mere i tilskud, hvis alle ledige hektar er søgt i ens ID15-område.
- Prioriteringen af ansøgninger sker efter først-til-mølle inden for hvert ID15-område, hvor der er et indsatsbehov. Et ID15-område lukker for ansøgninger, når indsatsbehovet i området er nået.
- På den måde får du straks svar på, om du får tilskud til din indsats. Samtidig kan vi undgå, at der bliver søgt tilskud til flere hektar efterafgrøder i et område, end der reelt set er behov for, pointerer styrelsen.
142.000 hektar på landsplan
På ansøgningssiden i Fællesskemaet kan man se, hvor stort indsatsbehovet er i de områder, man har marker i. Man kan også se, om der fortsat er ledige hektar at søge.
-Vær opmærksom på, at du først er sikret dine ansøgte hektar, når du har indsendt dit Fællesskema, lyder det fra styrelsen.
Man kan også trække en liste i Tast selv, som viser, hvor mange hektar der er behov for i et område, og hvor mange hektar man fortsat kan søge. På landsbasis kan der søges tilskud til cirka 142.000 hektar.
Som i den tidligere ordning, målrettede efterafgrøder, kan man få et obligatorisk krav, hvis der ikke søges nok efterafgrøder eller alternativer i ens ID15-område. Man kan ikke få tilskud til det obligatoriske krav. Har man søgt tilskud i ansøgningsrunden, kan man fratrække disse hektar fra sit obligatoriske krav.
- I visse områder, hvor indsatsbehovet er stort, kan du søge tilskud til mere end 25 procent af efterafgrødegrundarealet i den frivillige del. Hvis vi når 25 procent i den frivillige runde, vil der ikke komme et obligatorisk krav i disse områder i 2019. Det overskydende behov vil blive udskudt til 2020, oplyser Landbrugsstyrelsen.
l-l